lørdag den 21. november 2015

Dét kan jeg ikke lide!

Jeg startede en lille debat for sjov på min private instagramprofil, om hvad for noget mad jeg bare ikke kan lide! For der ER altså mad man ikke kan lide - ikke fordi spiseforstyrrelsen siger man ikke må spise det! Jeg kan for eksempel godt lide kakao med flødeskum og hvidt brød med nutella, men jeg spiser det alligevel ikke - det er bare ikke det samme.



Men følgende ting KAN jeg simpelthen ikke lide!

- Mælk (bortset fra i madlavning og i kaffen)
- Honning
- Kogte gulerødder
- Oliven
- Svesker (og ALT hvor de indgår i)
- Leverpostej
- Peberrod
- Sild
- Sky
- Rullepølse
- Medisterpølse
- Chokoladeis
- Røde pølser
- Remoulade
- Rå løg
- Papaya
- Brunede kartofler
- Ost med kommen
- Citronfromage
- Julekål
- Gedeost

Til gengæld tror jeg også jeg kan lide sådan cirka ALT andet (med få undtagelser) hvis ikke vi snakker SF! 

Hvad KAN du bare IKKE lide???

Line


lørdag den 14. november 2015

Hvorfor spiser jeg ikke mere?

Angst, angst, angst ...

Mange af jer kommenterer ret jævnligt på mine portioner, jeg lægger op på instagram, og mener, at de  er for små. Noget i mig ved selvfølgelig godt, at I har ret - for jeg er jo ikke DUM. Jeg VED godt, at et GENNEMSNITSINDTAG for en voksen kvinde, der skal holde vægten, er 2000 kcal; og jeg spiser "kun" omkring 1200 +/-... Men en (desværre) meget større del af mig siger: "du ER jo blevet normalvægtig - så hvorfor skulle du spise mere?"

Så.. Ja... Jeg VED godt, at jeg burde spise mere.. Men hvorfor i alverden gør jeg det så ikke bare????!!
- Svaret er ANGST!
Jeg er simpelthen bange for at blive overvægtig, for at udvikle BED (overspisning) eller bulimi!
Langt den største del af min hjerne tænker sådan her: "jeg har taget 17 kilo på, ved i gennemsnit at spise 1200 kalorier om dagen; hvor FED kunne jeg så ikke lige blive hvis jeg begyndte at spise 2000? ISÆR når jeg ikke laver en skid! (læs: træner i et fitnesscenter..)

Sandheden er, at jeg ville ØNSKE, at jeg havde spist noget mere fra starten, så jeg kunne få min forbrænding op at køre normalt. Hvis jeg havde fulgt lægernes råd, og fulgt deres kostplaner til punkt og prikke, havde jeg måske også holdt mig til at tage de 500gr på om ugen, som de lovede? Men det gjorde jeg ikke.. Og nu er det for sent. Jeg er nu normalvægtig, og jeg vil IKKE tage mere på. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skal få et normalt forhold til mad igen.

Det gør mig SÅ ked af det at se hvordan alle på instagram kan spise 2500 kalorier +/- og ikke tage et gram på, når jeg gennem flere måneder har taget både 1 og 2 kilo på om ugen. Jeg føler ikke jeg nogensinde har rigtigt "valgt recovery" Recovery har valgt mig.. Min krop har bestemt, at uanset hvor lidt jeg spiser, så vil jeg altså være normalvægtig.

Det aller mærkeligste er, at under min første indlæggelse i Aalborg måtte jeg helt op på en diæt af 2600 kalorier før jeg overhovedet begyndte at tage på i vægt! Siden da er det bare gået ned af bakke.. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ville ønske jeg kunne starte forfra og sige til mig selv at jeg bare skulle gå igang med at spise 2500+ kalorier med det samme, og at det ville komme mig til gode senere... Øv hvor er jeg træt af mig selv.

Undskyld min negativitet, men jeg synes heller ikke det skal virke som om at det hele er en leg, for det er det bestemt ikke .. Er i vildrede..

MEN(!) Når alt kommer til alt skal det lige siges at i hvert fald til aftensmad tager jeg altså ofte mere på tallerkenen end bare min første portion (den der rammer instagram!)

Og ja.. det er jo altså (på en eller anden måde, desværre...) lykkedes mig at tage (meget) på. "hurra for det" eller noget ..




Line

mandag den 9. november 2015

NORMALVÆGTIG! (Og hvad så nu...?)

Som overskriften lyder, har jeg nu nået et BMI på 18,5. Et BMI som afgrænser normalvægtsområdet. Hurra! Eller noget...

Det sidste halve år hvor jeg har taget SÅ hurtigt på, har min motivation hele tiden været, at jeg ville få det bedre psykisk, når jeg ramte normalvægt. Desværre kan jeg sige, at jeg i dag sidder her og er normalvægtig, og faktisk vil jeg næsten vove at påstå, at jeg aldrig har haft det værre psykisk.. Jeg VED godt det tager tid, og at man ikke bliver lykkelig i det sekund man når normalvægt, men åh.. Hvornår sker det? Hvor længe skal jeg vente? For det føler jeg virkelig, at jeg gør - VENTER. Jeg venter på at få det bedre; venter på, at der skal ske et mirakel.

En eller anden dum idé i mit hovede lyder på, at jeg en eller anden dag vågner op og er glad og tilfreds med mig selv. Men jeg ved jo inderst inde også godt, at det aldrig kommer til at ske.. Man skal selv arbejde på det! JEG skal arbejde med at affinde mig med, at det er sådan her jeg skal se ud - om jeg så kan lide det eller ej. Øv. Men sådan er det. Jeg håber bare at jeg en eller anden dag kan slutte fred med mit spejlbillede - for jeg kan jo alligevel ikke ændre på det - og hallo? er livet ikke mere end bare hvordan man ser ud?

Det er det jeg arbejder på pt.. Men ÅH GUD hvor er det svært!

Jeg har sagt det 100 gange før, men I får den lige igen.. Ja, jeg er normalvægtig, men NEJ jeg er IKKE rask! Det er først nu, der virkelig skal arbejdes for alvor!

Det værste man kan sige til mig er "at jeg ser godt ud" + "Tillykke" + "Hvor er det godt klaret" + "hvor er du sej" .. Jeg føler mig ærlig talt ALT andet end sej. Jeg føler hvert et kilo jeg har taget på er et kæmpe nederlag og en tabt kamp.. Desværre..

Hvad har I andre gjort for at "holde ud"? Er det bare blevet bedre med tiden? Please fortæl mig at det bliver bedre!

Line

fredag den 6. november 2015

At spise "normalt" og NOK??

Ja; hvornår kan man egentlig sige, at man spiser normalt? Hvem definerer hvad det indebærer at spise normalt? Vil det absolut sige at spise kartofler med brun sovs og flæskesteg, samt sødmælksfranskbrød med tandsmør? ..
Måske var det sådan for 30 år siden, men det vil jeg altså tillade mig at sige, at det ikke er længere!

Tiderne ændrer sig, og det gør madvanerne også. Se bare på kostpyramiden som vi har kendt den i så mange år - den er pludselig blevet taget op til revision. Hvorfor? -Fordi tiderne ændrer sig!


Hver uge er det noget nyt der er "in". Nye slankekurer, der duer! Den ene uge skal man spise Low Carb High Fat og undgå kulhydrater fuldstændigt for i stedet at smæske sig med fedt! - Den anden uge er fedt ét stort FY-ord! Hvad skal man så forholde sig til?! HVEM HAR RET? 

For at tage et eksempel...
Der findes manden på 50 år, som for intet i verden vil undvære sin daglige skål havregryn og fem rugbrødsmadder, for ikke at forglemme det ordentlige læs kartofler der hver aften skovles ind med stor glæde; - men aldrig kunne finde på at spise et stykke frugt, med mindre det var fordi det var beklædt med fløde og sukker.. Og så findes der fitness-entusiasten på 25 år, som hver morgen drikker en stor smoothie på spinat, bananer og frosne bær, nyder en stor portion kyllingesalat til frokost; og eksperimenterer med diverse grøntsags-alternativer til danske retter om aftenen. Begge har et sundt BMI, hverken for højt eller for lavt, og det samme med fedtprocenten og muskelfordelingen. HVEM HAR MEST RET? Hvem lever egentlig sundest når det kommer til stykket?

Jeg er bare irriteret over hele tiden at få smidt i hovedet "om jeg da ikke snart skal til at spise normalt?" fordi jeg spiser jo ikke brød og kartofler! .. Øh undskyld men hvor står den regel skrevet, at man SKAL spise brød og kartofler? Hvad hvis jeg hellere vil have gulerødder og bananer?

..Jeg ved selvfølgelig godt, at kroppen har brug for en bestemt fordeling af kulhydrater, fedt og protein osv.. Men når det kommer til stykket - er det så ikke vores eget valg hvad vi propper i munden?

Det er lidt et farligt emne at komme ind på, når man har en spiseforstyrrelse, det er jeg godt klar over - for som sagt - man har stadig et BEHOV, der skal dækkes. Mange spiseforstyrrede har en tendens til at være noget eller helt og aldeles fedtforskrækkede, og kroppen har altså brug for fedt (siger jeg...) Men jeg er bare af den holdning, at en kalorie, i sidste ende, er en kalorie. Forskellige kroppe har brug for forskellige mængder mad osv.. Men om man får 100 kalorier fra 2 stykker chokolade eller 1/2 banan giver i sidste ende det samme..

Jeg ved godt at der nok er mange der ikke er enige med mig i det her emne, så undskyld på forhånd hvis jeg støder nogen - men det er jo bare MIN mening..

Line

tirsdag den 3. november 2015

Hjemmelavet Græskarsuppe

Mange har efterspurgt opskriften på min græskarsuppe :-) Det er en af mine absolut yndlings aftensmads-spiser her i efterårs/vinterkulden, og græskar er bare SÅ lækkert! Opskriften er i øvrigt super nem, og kommer her:


- 1/2 stor hokkaidogræskar - vaskes, kernerne sorteres fra, og resten skæres i tern
- 3 store gulerødder skåret i mindre stykker

--> Koges blødt 
--> vandet hældes fra i en bøtte og græskar og gulerødder blendes med en stavblender
--> vandet hældes tilbage i den mængde det ønskes, alt efter hvor tyk man ønsker suppen

- smages til med salt, chilikydderi og timian

Kan spises med kyllingetykker, ristede kikærter (som på billedet herover) og en klat skyr 
- Enjoy! 

TIP: Når du har blendet græskaren til mos, tag en lille kopfuld fra inden du blender resten med vand; og bland det i din havregrød næste morgen - MUMS :D :D :D

Line

mandag den 2. november 2015

Madplan uge 45

Så er det en ny uge, og dermed tid til en ny madplan :-)


Mandag: Æggekage/omelet med revet squash og spinat. Gnave-grønt til.

Tirsdag: Hokkaidosuppe (en af mine absolutte favoritter i denne årstid!)

Onsdag: Fyldte squash med soy4you

Torsdag: Bønnefritter + IKEAs "grøntsagsboller"

Fredag: Quorn filet med noget salat eller grønt til

Lørdag og søndag må forblive i det uvisse til vi kommer lidt tættere på :-)


Line

tirsdag den 27. oktober 2015

At blive misforstået...

Det her er noget jeg HAR været inde på før, men det er også bare noget, der fylder rigtig meget for mig, og AARGH (!) hvor kan det bare gøre mig irriteret!

Jeg var ved lægen forleden, til min månedtlige samtale om hvordan det går osv.; og det første han sagde var: "NØJ hvor ser du GODT ud! - du ligner virkelig én, der har det godt! - det er virkelig rart at se at du er blevet RASK..." STOP! LIGE DER! Bare fordi jeg har taget (meget) på i vægt, gør det mig IKKE RASK! Det gør mig simpelthen så ARRIG når folk går ud fra at jeg er rask, bare fordi jeg ikke er somatisk truet mere!

En spiseforstyrrelse er en PSYKISK sygdom, som depression, mani, angst, skizofreni, borderline OSV! De kan ikke nødvendigvis ses udenpå!

Efter min mening er det VIRKELIG nu hvor man ikke længere kan ses på, at man er sygeligt tynd - at der skal kæmpes for alvor!!
Jeg har ikke lyst til at skulle forklare alle at jeg altså HAR en spiseforstyrrelse, og at jeg bare ikke "er tynd længere..." Men på den anden side, har jeg heller ikke lyst til at lade som om alt er fint, når det ikke er?

Undskyld. jeg ved ikke hvor jeg vil hen med det her indlæg - jeg havde bare brug for at komme ud med en frustration. Tilgiv mig

Line


søndag den 18. oktober 2015

Madplan uge 43

Én uge er ved at være slut, og en ny begynder. Det betyder, at jeg har været ved at fabrikere en ny madplan :-)


Mandag: Squash"lasange" med vegetarisk quorn-fars

Tirsdag: Grønne linser med grøntsager til

Onsdag: Quorn-filetter med grønt 

Torsdag: Porre-broccoli tærte med fuldkornsbund

Fredag: Æggekage med grøntsager

Lørdag: Edamame-bønner med grøntsager

Søndag: Hvad jeg lige finder på i løbet af ugen :-)

Line

onsdag den 14. oktober 2015

25 hurtige om mig

I kender mig måske igennem instagram, som "Line med anoreksien?" Men jeg er jo (heldigvis) meget mere end bare depression og spiseforstyrrelse - det er bare diagnoser. Så hvis du ikke kender mig i virkeligheden (eller hvis du gør - men så ved du sikkert allerede mange af de her ting) kommer her 25 facts jeg har lavet om mig selv :-)


1) Jeg har altid været den stille/generte/indadvendte pige, som havde svært ved at få venner

2) Jeg nyder at være sammen med andre - men ikke for længe ad gangen, da det dræner mig meget for energi. Jeg kan også godt lide at være alene

3) Jeg har altid haft enormt dårlige tanker om mig selv. Både selvTILLID og selvVÆRD er helt i bund.

4) Jeg klarede mig ikke dårligt, men heller ikke specielt godt i skolen - jeg lå altid lige i midten.

5) Jeg har aldrig rigtigt interesseret mig for sport, og idræt var et af mine værste fag; specielt fordi jeg er en idiot til alt hvad der indebærer en bold. Den eneste sport jeg kan lide er badminton - det har jeg til gengæld også gået til i fritiden i ca 5 år før jeg blev syg.

6) Jeg har det med at spejle mig og sammenligne mig med andre; og hvad andre synes og tænker om mig, betyder desværre en del for mig.

7) Jeg tænker sjældent dårligt om andre mennesker. Det betyder ikke noget for mig ift om jeg kan lide en person hvorvidt han/hun går dårligt klædt eller lignende. Når det kommer til mig selv er det en hel anden snak. 

8) Jeg kan til gengæld ikke tage "se-mig-hør-mig typer"

9) Jeg har intet imod udlændinge og andre kulturer, så længe de opfører sig, som det forventes i Danmark.

10) Jeg er meget bange for mørke, og er rædselsslagen for at gå alene udenfor om aftenen.

11) Jeg er MEGET sensitiv (med tryk på meget!) Tager alting personligt, kan ikke lide høje lyde og lignende, bliver hurtigt ked af det; og har meget let til tårer.

12) Jeg var skrækslagen for hunde da jeg var yngre. Når vi besøgte vores familie med hund, blev de nødt til at låse den ude i bryggerset for min skyld.

13) Jeg kunne ikke forestille mig et liv uden min mor. Elsker hende mere end noget andet.

14) Jeg er i høj grad den humanistiske type. Alt hvad der hedder matematik, geografi og fysik/kemi er volapyk for mig, og interesserer mig overhovedet ikke. Faktisk dumpede jeg fysik i gymnasiet. Til gengæld går jeg meget op i fx dansk; og det irriterer mig grænseløst, når folk ikke kan stave eller sætte kommaer korrekt.

15) Jeg interesserer mig meget for psykologi og mennesker. Fik faktisk 12 til psykologi i gymnasiet. Mit store ønske er at kunne læse psykologi på universitetet, men det har jeg desværre ikke gennemsnittet til.

16) Jeg går sjældent til fest og drikker alkohol. Særligt ikke lige pt pga anoreksien - men jeg gjorde egentlig heller ikke så meget i det før. Er mere til hjemlig hygge og kaffe ;-)

17) Jeg er katte- og ikke hundemenneske.

18) Jeg har fødselsdag samme dag som min mor.

19) Min bedste veninde hedder Line, ligesom jeg selv

20) Jeg kan lide alle grøntsager! Indtil jeg fyldte 20 kunne jeg ikke fordrage tomater, men nu ELSKER jeg dem. Særligt ELSKER jeg dog gulerødder, og spiser op mod et halvt kilo om dagen.

21) Jeg har to ældre søskende. En bror på 27 og en søster på 31

22) Jeg har stortset aldrig bukser på. Er i høj grad en kjole-pige. Elsker at gemme mig i store, løstsiddende kjoler.

23) At være på efterskole i 10. klasse er det bedste jeg nogensinde har gjort for mig selv. Næstefter kommer mit halve års ophold i New Zealand som også var en KÆMPE oplevelse.

24) Jeg drikker enormt meget kaffe (hvis du ikke havde opdaget det). Passer heldigvis meget godt sammen med mit job som demonstratør for Nespresso.

25) Jeg har kun haft to seriøse forhold i mit liv - til gengæld varede de også hhv 1,5 og 2,5 år hver. Det er dog 3 år siden jeg sidst havde en kæreste.

- Måske har vi noget til fælles? 

Line

Gråvejr og triste tanker

Jeg vil ikke have, at det skal lyde som om, at det hele er en dans på roser - så hvis I har fået den opfattelse, så beklager jeg meget. Der er ingen der har sagt, at recovery skal være let!

Da jeg var allerlængst nede i vægt og havde det allersværest psykisk fik jeg den opfattelse af lægernes ord, at "når du bliver normalvægtig bliver alt godt og du bliver lykkelig!" ..Ikke ens betydende med, at jeg troede på dem - men noget i mig må alligevel have lyttet, for hvorfor sidder jeg ellers her i dag og vejer 15 kilo mere?

I mit sidste indlæg skrev jeg 20 positive ting ved at vælge recovery/livet frem for at blive i anoreksien. 20 ting som jeg gør - og bliver nødt til at minde mig selv om igen og igen og IGEN. For som jeg har sagt tidligere (og ikke kan sige nok) er normalvægtig altså IKKE lig med rask. Jeg har stadig enormt spiseforstyrrede tanker. Jeg er bare blevet bedre til IKKE altid at handle på dem (dermed ikke sagt at jeg aldrig falder i!) Jeg har nemlig lært, at det kræver HANDLING at komme ud af en spiseforstyrrelse. (TAK Mille Eigard!) Selvfølgelig synes jeg stadig ikke det er i orden at sige til en spiseforstyrret at "han/hun bare skal tage sig sammen!" for det KAN man altså bare ikke! Psykiske sygdomme er desværre stadig et stort tabuemne i vores samfund - men efter min mening er man mindst ligeså syg når man har en spiseforstyrrelse/skizofreni/depression/borderline eller tusinde andre PSYKISKE sygdomme - som når man har lever/hjerte-sygdomme, kræft osv. FYSISKE sygdomme. Forskellen er bare, at en psykisk sygdom ikke er synlig! Man kan ikke tage og føle på den. Nå, men det var et sidespring.

Jeg har lært, ved at læse i Mille Eigards bøger at "INGEN REDDER DIG!" Selvfølgelig skal man have alt den hjælp og støtte man kan få både til det fysiske (læs: maden skal på plads, vægten skal stabiliseres) og det psykiske vha psykoterapi - men det kræver en AKTIV handling - en BESTEMMELSE fra DIG om at DU vil være rask, og at DU VIL spise hvis du vil ud af en spiseforstyrrelse.
Nå men nok om det.

Det jeg egentlig ville sige med dette indlæg er, at jeg altså STADIG har mange dårlige og triste dage. Jeg har bare lært at leve med dem. Det er OK, at de er der. Alle mennesker er ikke glade hele tiden. Jeg har desværre bare en depression, som gør, at jeg måske er oftere ked af det end andre (raske) mennesker!

..og det KAN ændres fra lalleglad og super godt humør til tristhed, raseri, gråd og lign. på et splitsekund. Og det GØR det. Hele tiden. 

Desværre har jeg nogle triste tanker om, at jeg ser forkert (og for tyk!) ud, at jeg ikke er god nok, osv.
Men jeg prøver virkelig at arbejde med min selvtillid nu hvor jeg ikke længere har vægten at slås med (forståes som, at den ikke længere skal op..) - for én ting er sikkert: Man bliver IKKE gladere jo tyndere man er! Så hvorfor ikke bare lære at acceptere os selv for dem vi er?

Line

tirsdag den 13. oktober 2015

Positive ting ved 'recovery'

Nedenfor ser I en liste, jeg har lavet (og som jeg minder mig selv om igen og igen, når det bliver svært) af de positive ting ved at vælge recovery:



1) Man ligner et menneske og ikke et skelet

2) Man kan rent faktisk bestemme over sit eget liv, og ikke bo på psykiatrisk afdeling

3) Man kan ligge ned, uden at det gør ondt, og uden at man behøver at ligge på en speciel trykaflastende madras!

4) Man kan sidde på en stol uden at skulle sidde på en kæmpe pude

5) Man slipper for at folk vender sig om på gaden efter én

6) Man fryser ikke som en lille hund konstant, på trods af de tyve lag tøj man har på

7) Man har energi til at gå på arbejde

8) Man kan studere og rent faktisk læse en bog og koncentrere sig om hvad der står i den, fordi hjernen omsider får nok energi til at fungere optimalt.

9) Bagdel og babser ;-)

10) Man har muligheden for at få børn engang

11) Man er rent faktisk i stand til at dyrke motion UDEN at blive svimmel og risikere at besvime

12) Man kan redde sit hår UDEN at halvdelen af det falder af

13) Man kan købe tøj andre steder end i H&Ms børneafdeling

14) Man kan få en kæreste (for det ER altså de færreste drenge, der tænder på et skelet)

15) Man kan gå i jeans uden at det ligner baggy-pants

16) Man kan slappe af og se Netflix en hel dag hvis man har lyst! Der er nemlig ingen indre dæmon, der fortæller én, at man skal være igang 24/7.

17) Man kan have et socialt liv og alt hvad det indebærer

18) Man kan spise ude uden at risikere et mentalt sammenbrud

19) Man kan spise chokolade, og chokolade er guds gave til mennesket

20) Man kan opbygge en selvtillid. Dermed ikke sagt at man kommer til at elske sig selv i det sekund man når normalvægt - men det bliver bestemt ikke bedre jo tyndere man er!

.. Der er mange andre POSITIVE sider af recovery, og set ved siden af hvor FÅ gode ting der er ved at være fanget i anoreksien - så er det bare IKKE det værd at være tynd som et kosteskaft! så PLEASE - gør dig selv i tjeneste og VÆLG recovery!

Line

mandag den 12. oktober 2015

Madplan uge 41

Jeg er begyndt at lave madplan fra uge til uge, for ikke at bryde min hjerne alt for meget med en masse bekymringer om hvad jeg skal spise (for jeg kan sagtens bruge flere TIMER på at tænke på hvad jeg skal finde på, samt at gå rundt i supermarkeder og KIGGE på mad...) Så Jeg tænkte, at jeg lige ville dele den næste uges madplan med jer :-) Måske kan I bruge noget af det til inspiration? Jeg får i hvert fald tit selv inspiration fra jer på Instagram! Så TAK for det!

Bare HUSK at jeg altså ikke er hverken kostvejleder eller recovery'guru', så min makrofordeling osv. kan sagtens være forkert! Det er jo også MEGET forskelligt fra person til person hvad og hvor meget vores kroppe har brug for!

Nå, men nok snak.. her kommer madplanen:


Mandag: Bønnefritter med IKEAs "grøntsagsbullar" til

Tirsdag: Squash"pasta" med champignoner og bønner i blomkålssauce

Onsdag: Amaranth/quinoa + æg og dertil gnavegrønt

Torsdag: Bagt sød kartoffel og hokkaidogræskar

Fredag: Broccoli"pizza"

Lørdag: Hjemmelavet tomatsuppe med skyr/fromage frais

Søndag: Bønnepasta med wok-grønt til

- Laver I også madplan hjemme hos jer?
Line

onsdag den 23. september 2015

Om at blive (eller ikke blive?) "Trigget"


Jeg HAR været der! Siddet ved et bord sammen med tre andre spiseforstyrrede, som også var indlagt på voksenpsykiatrisk afdeling i Aalborg, og BROKKET mig over, at jeg skulle have de STØRSTE kartofler. Jeg har GRÆDT fordi hende den anden "fik lov" til at feje alle kiksekrummerne på gulvet og jeg fik skæld ud for det.. Jeg har gjort det samme selv - FORDI jeg blev TRIGGET!

"Jamen hvorfor skulle jeg spise den fjerde halve rugbrød, når hende dér KUN skal have 3 halve?!" .. "Hvis **** kan 'slippe godt fra' at nægte mælken, så gider jeg da heller ikke drikke mit!" .. OSV!! SAMMENLIGNING ER RODEN TIL ALT ONDT!

Heldigvis er jeg i dag kommet så langt, at jeg faktisk ikke bliver trigget på samme måde mere! Det betyder dog ikke at jeg ALDRIG bliver trigget - for jeg har bevidst valgt ikke at følge "pro-Anas" på instagram, fordi jegVED det trigger mig (eller anoreksien i mig..) Men hvor jeg førhen ville nægte at spise hvis jeg så en anden der gjorde det samme, eller leve af et æble om dagen fordi jeg havde hørt om en anden der gjorde det - tænker jeg nu mere sådan at det er synd for vedkommende!

Jeg er (som sagt 100 gange før) stadig langtfra rask. Jeg er stadig meget skrøbelig ift. anoreksien, så jeg VED at jeg skal passe på hvor og med hvem jeg omgåes - for ikke at blive trigget og falde tilbage i anorektiske vaner. - Begynder folk fx at snakke om kalorier, vægttab og slankekure bør jeg forlade stedet.. MEN JEG får ikke lyst til at sulte, bare fordi jeg hører om andre, der gør det! (Med tryk på JEG - fordi anoreksien gør SELVFØLGELIG)

JEG vil meget hellere være sund og rask, og leve et normalt liv, end at ligge i en sygehusseng og blive tvangsfodret 6 gange om dagen! BASTA!



Line

torsdag den 3. september 2015

Livet som deprimeret

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg selv har været ret fordømmende overfor folk, der var deprimerede. Jeg synes ligefrem, at fænomenet er blevet misbrugt. Hver gang nogen blev ked af det, skød de skylden på 'at de var deprimerede'. Alle mennesker er kede af det ind i mellem. Der er ingen der er glade hele tiden! Men det betyder altså ikke at man nødvendigvis lider af en depression.


Nu er jeg selv diagnosticeret med en svær depression(som jeg er i behandling for) og jeg forstår nu bagsiden af medaljen. At have en depression betyder ikke at man ALDRIG må være glad! Jeg kan heller ikke give en præcis beskrivelse af hvordan depressioner udspejler sig, da det er forskelligt fra person til person. Men der er selvfølgelig nogen gengående fællestræk som fx en overordnet følelse af trist-og nedtrykthed, selvmordstanker og måske også selvskade..

Mange spiseforstyrrede oplever at udvikle depressive træk, som en bivirkning; idet spiseforstyrrelsen suger alt livsglæde ud af dig, og får dig til at føle dig uduelig. Det er helt normalt. For mange forsvinder disse depressive tegn stille og roligt i takt med, at man tager på i vægt. Hos nogle forsvinder de helt af sig selv, mens andre må have medicinsk eller psykologisk hjælp.
For mig er de desværre ikke forsvundet af sig selv. Snarere er de blevet værre. I takt med, at jeg har taget mere og mere på i vægt, har jeg samtidig fået det psykisk værre. Jeg vil ikke lyve for nogen. Det er ikke lutter guld og grønne skove at tage på. Sommetider synes jeg godt man kan få den opfattelse, at "hvis du bare tager på, så bliver alt godt.." Eller sådan synes jeg i hvert fald selv, at jeg har oplevet samtlige læger og behandlere sige. Selvfølgelig har de til en vis grad ret. For man bliver IKKE lykkelig af at være tynd. Anoreksien bliver aldrig tilfreds, men vil altid have mere. Man kan aldrig blive tynd nok. Den er bare meget god til at manipulere. "Hvis bare du kommer ned på x antal kilo, SÅ bliver du lykkelig!" Men det sker bare aldrig.. Så jeg siger altså heller ikke at du skal lade være med at tage på i vægt og følge lægernes råd! Overhovedet ikke! Jeg mener bare, at man ikke skal regne med, at man bliver super ovenud lykkelig den dag man når sin målvægt! Det er først her man skal til at ARBEJDE med sin psyke. Det kræver HÅRDT ARBEJDE.
Først og fremmest skal man vænne sig til at leve i en krop, som man ellers ikke har haft lyst til at have; og man skal lære at få et afslappet forhold til krop og kost.Jeg er ikke selv helt på min målvægt endnu, og jeg må indrømme, at det skræmmer mig helt vildt, at skulle tage mere på, idet jeg føler mig normalvægtig nu. Det ændrer dog ikke på, at jeg stadig er sygemeldt. Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, kan man ikke længere SE på mig, at jeg er spiseforstyrret - men sådan set kan man jo heller ikke se på én, at han/hun er deprimeret, og man kan altså godt have en depression uden at have en spiseforstyrrelse. Så uanset om man stempler mig som "spiseforstyrret" eller "deprimeret" er det altså psykiske sygdomme, som ikke kan ses.

Jeg er bare træt af at få at vide, at jeg er ked af det FORDI jeg har en spiseforstyrrelse. For sådan er det altså ikke. Jeg har intet overskud og jeg føler sjældent den store glæde ved noget, heller ikke selvom jeg HAR taget på i vægt.
Jeg VED det ikke bliver bedre hvis jeg taber mig; for jeg havde det også elendigt psykisk på min laveste vægt - men jeg vil arbejde med det nu - og jeg får hjælp både medicinsk og ved psykoterapi.
Med dette indlæg vil jeg bare bryde tabuet depression. Jeg mener det er vigtigt at arbejde med den psykiske tilstand igennem behandlingen af alle spiseforstyrrelser, og ikke bare tro at det altid ordner sig selv i takt med, at man tager på.


Line



tirsdag den 1. september 2015

Er jeg så rask nu?

..Og svaret er (desværre) NEJ - langt fra.
Jeg har taget (meget) på i vægt. Jeg er ikke længere anorektisk at se på, og mit BMI er sådan set heller ikke længere under kriterierne for "anoreksi", men jeg bliver nødt til at slå noget fast, en gang for alle; for det er nemlig sådan, at mange "raske" mennesker tror at normalvægtig = rask, og der må jeg sætte foden ind, for sådan er det IKKE!


Det her er måske den aller sværeste del af "recovery". Ingen kan længere SE på dig, at du er syg. Før havde jeg ligesom en undskyldning, fordi alle kunne se på mig, at jeg var sygeligt tynd. Men det er jeg ikke længere. Men jeg har stadig problemer. Jeg tæller stadig kalorier og VED, at jeg ikke får hvad jeg burde. Jeg er stadig fedt- og kulhydratsforskrækket, og spiser meget ensidigt. Jeg har stadig mad i tankerne 24/7, jeg har stadig et ønske om at tabe mig igen, og jeg kunne blive ved med at nævne ting, som alle er karakteristiske ved en spiseforstyrrelse. For spiseforstyrrelser kommer i alle størrelser. Jeg er ikke længere anorektisk tynd, men jeg har stadig anorektiske tanker og handlemønstre. Man kan nærmest sige at jeg er "en normalvægtig anorektiker". Og det er måske lidt det samme som at være en ædru alkoholiker? Jeg ved det ikke. 

Jeg er ikke i tvivl om, at det her er noget, der vil komme til at fylde noget til en vis grad, gennem hele mit liv. Men jeg har selvfølgelig stadig et ønske om, at det skal komme til at fylde MINDRE. Lige nu ligger det stadig så dybt i mig, og anoreksien er "det trygge" og det jeg kender til.  Jeg har med andre ord rigtig svært ved at give slip på anoreksien; dybest set fordi jeg skal til at finde ud af 'uden anoreksien - hvem er jeg så?' 

På billedet ses næsten 15 kilos forskel 

Jeg er ikke rask endnu - langt fra. Måske har jeg det sværere psykisk end nogensinde; fordi jeg skal til at finde mig til rette i en krop, jeg på ingen måder har lyst til at leve i. Men jeg arbejder på det, og jeg er allerede kommet langt. Det er bare meget vigtigt for mig, at slå fast, at psykiske sygdomme altså ikke altid er SYNLIGE på samme måde som et brækket ben - men derfor skal de stadig tages alvorligt.


Line


onsdag den 29. juli 2015

Min yndlingsmad

Tænkte lige at jeg ville give jer nogle små facts om mig, så her har jeg lavet en top 10 over mit absolutte yndlingsmad :-D

1) GULERØDDER! (Min værtsfamilie i New Zealand var i chok over hvor mange gulerødder jeg omsatte!!)

2) Jordbær! (Det gælder HELE året, ikke kun om sommeren!)

3) Melon (især vandmelon!) også hele året..

4) yogurth (især små søde frugtyogurther som danonino)

5) Mango

6) sprøde pink lady æbler, nektariner, ferskener, kirsebær, hindbær og i det hele taget bare frugt

7) Cheasy hytteost

8) crunchy peanutbutter

9) kikærter

10) blomkål, babymajs, bønner, broccoli og i det hele taget grøntsager

Line

søndag den 19. juli 2015

Må jeg kunne lide mad?

JEG ELSKER MAD! -jep, dér sagde jeg det! ...Nu tænker du måske: "en anorektiker der elsker mad?!" det må jo kunne sidestilles med en klaustrofobisk, der elsker at køre i elevator?... Men jeg skammer mig ikke (længere) over, at jeg er glad for mad. Mad er jo en livsnødvendig kilde til energi, som mennesket nu engang er skabt til at få. Som en bil er skabt til nødvendigvis at køre på benzin.

Jeg har aldrig været god til at følge en kostplan, hvor valgmulighederne var meget begrænsede; for jeg elsker at eksperimentere i køkkenet, lave nye retter, og få forskellige spændende retter hver dag. Efter min mening, er livet ALT for kort til KUN at leve af det samme mad hver eneste dag.. Blandt andet derfor, hvis du spørger mig, er Paleo/LCHF/whatever diverse 'kure' og detoxes, også fis i en hornlygte.. 
Mange anorektikere eller folk med ortoreksi eller spiseforstyrrelser i det hele taget er meget fastlåste i at spise den samme mad dag efter dag, fordi der er SÅ mange 'forbudte' fødevarer, at det til sidst begrænser sig til et meget lille udvalg. Desuden kender jeg flere, der ikke TØR spise forskelligt fra dag til dag fordi de er angst for så at tage mere på, eller tage "FORKERT" på.. Hvis I spørger mig, er det noget FIS. Misforstå mig nu ikke. Hvis man er en anorektiker der er i en vægtøgningsfase er det SELVFØLGELIG bedre, at man spiser det samme HVER dag, end man IKKE spiser noget! Da jeg selv var indlagt første gang spiste jeg også den samme mad hver dag, og kunne næsten ikke klare at kødet varierede fra dag til dag, MEN jeg er GUDSKELOV kommet længere i dag. (Efter min mening, når I spørger mig i dag, var de faktisk ALT for søde til at "skubbe spiseforstyrrelsen i den forkerte retning" ved at give os den samme "safe" mad hver dag, det sted hvor jeg var indlagt første gang.. Anden gang jeg var indlagt var det noget HELT andet - her fik man ikke et valg hvad man ville have til mellemmåltid, eller om man ville have pasta eller ris til aftensmad - her fik man hvad der blev serveret! Meget hårdt når man er i det, men sikkert det bedste når man er kommet ud på den anden side!) ..For jeg mener, at man SKAL LÆRE at spise varieret, så man kan tage i byen UDEN at medbringe sin egen mad. Der udover har kroppen jo også brug for en masse forskellige næringsstoffer, som er svært at få fra en alt for ensidig kost.. 

Der er dog også en bagside ved at være så glad for mad.. Der er slet ikke nok måltider på én dag til at spise alt den lækre mad man gerne vil!! ;-)

Spøg til side.. Derudover er det jo et KÆMPE slag i maven til anoreksien at jeg overhovedet siger ordene "jeg kan lide mad"! Men det vil jeg bare lære at være ligeglad med nu! For mad er godt og sundt!

Med dette lidt rodede indlæg tror jeg bare jeg forsøger at sige, at man altså ikke skal være bange for at sige, at man godt kan lide mad! For MAD = BRÆNDSTOF TIL LIVET!

Line

onsdag den 8. juli 2015

Er jeg overhovedet syg?

At være "syg nok" er virkelig en ting, som jeg kæmper meget med for tiden. I takt med, at jeg får det bedre, begynder at spise mere, tager på i vægt, og i det hele taget gør alt det, spiseforstyrrelsen ikke kan lide; begynder den at råbe højere og højere.

Tanker om "jamen hvis jeg kan spise alt det her..", "hvis jeg kan nyde maden..", "hvis jeg kan føle sult og glæde mig til måltider.." osv., osv., osv., "..jamen SÅ er jeg jo overhovedet ikke syg!" kommer hele tiden op i mig. Der er hele tiden nogen, der har det værre end mig, og JA- der er MANGE der har det værre end mig, men hvad fedt er der ved det?!" problemet er bare, at en spiseforstyrrelse ikke er logisk. Den VIL helst være den sygeste, den svageste, den dårligste. Alle tegn på at man er i bedring såsom mere energi, vægtøgning, sult- og mæthedsfølelse, lyst og glæde ved mad osv. er DÅRLIGE tegn for spiseforstyrrelsen. Man må ALDRIG sige til en spiseforstyrret, at han/hun "ser godt ud i dag" - for anoreksien vil MED DET SAMME tolke det som "du ser TYKKERE ud" eller "du har taget på!" og dermed som noget NEGATIVT!

Men når man prøver at se logisk på det, så er det jo FANTASTISKE tegn, at jeg faktisk er ved at få det bedre. Min spiseforstyrrelse bliver desværre bare enormt trigget af omgivelserne. Hvorfor er der andre der er mere syge end mig? Ja jeg kan faktisk blive enormt frustreret, når jeg taler med nogen, der er meget mere syge end mig, for det skal de jo ikke have lov til ifølge min anoreksi...?
Men hey! Det er ikke en gevinst at være syg. Det er ikke en leg, hvor det gælder om at være den mest syge. Der er ikke en præmie. Og anoreksien bliver alligevel ALDRIG tilfreds. Den skal nok også fortælle til den allertyndeste pige, der måske er indlagt med sonde og døden nær, at hun ikke er syg nok; og at der er andre, der er mere syge end hende. Så hvorfor ikke stræbe efter at blive rask i stedet? Hvorfor har jeg egentlig fortjent at være mere syg end størstedelen af befolkningen? For faktum er stadig, at jeg har diagnoserne anoreksi og depression, og det kan jeg ikke lyve mig fra!

Dermed ikke sagt at jeg er 100% rask, OVERHOVEDET. Der er lang vej endnu. Og jeg er IKKE KLAR til at give slip på anoreksien. For som jeg har talt om før, er den SÅ stor en del af mig - så uden anoreksien - hvem er jeg så?
^Noget jeg talte med min psykolog om sidst var frygten for at miste anoreksien, og AT BLIVE FED. For selvom det virker fuldkommen urealistisk for andre at JEG skulle blive fed, så er det en ENORMT stor frygt for mig. Men hvem siger, at jeg skal give 100% slip på anoreksien? Lige nu, hvis jeg tegnede et lagkagediagram over fordelingen i min hjerne ville anoreksien måske regere 90% mens der kun ville være 10% Line tilbage, men MÅLET er, at det er MIG der styrer anoreksien, og ikke omvendt, som det er nu. Det er faktisk okay, at anoreksien måske altid vil være dér 2%, til at sikre, at jeg ikke går i den anden grøft og bliver overvægtig - men det VIGTIGE er, at jeg kan sige "fuck dig" eller "skrid" til anoreksien hvis JEG har lyst til at spise et stykke kage mere.

Så om jeg er rask eller ikke er egentlig ligemeget. Lige nu er jeg stadig meget undervægtig (i hvert fald hvis man kigger på mit BMI) men der er så mange andre ting, der spiller ind end ens vægt. Som jeg har sagt før, betyder dét, at man bliver normalvægtig, nødvendigvis ikke, at man er "rask". Så mit mål er at få det godt med mig selv, og VÆRE LIGEGLAD MED, OM DER ER ANDRE DER ER MERE SYGE END MIG!!!! For det er da bare synd for dem, ikke??!

mandag den 22. juni 2015

What I eat in a day

Som flere af jer sikkert har opdaget, er jeg begyndt på et nyt og spændende projekt i mit liv: Nemlig et samarbejde med en diætist, som skal hjælpe mig hen imod at blive fri af spiseforstyrrelsen. Jeg ved det bliver hårdt, men jeg er meget motiveret for, at følge den kostplan vi sammen har fået lagt; og jeg har heldigvis en mor, der støtter mig 100% og bakker mig op omkring det hele. Dét, jeg hele tiden skal huske mig selv på, er at det er GODT for min krop, og det er vejen frem, hvis jeg vil tilbage til et normalt liv med glæde, uddannelse, arbejde, socialt samvær, og hvad der ellers følger med. Jeg er SÅ træt af at stå stille et kedeligt sted i mit liv, og være så meget bagud ift. mine jævnaldrende (stadig bo hjemme, ikke have en uddannelse - tak anoreksi....) så NU skal det være.

Jeg er godt klar over at det hele lyder meget "guld og grønne skove agtigt", men jeg er sikker på, at det bliver enormt hårdt, og der VIL komme nederlag og tilbagefald. Jeg regner i hvert fald ikke med, at jeg bare kan tage en kold tyrker fra den ene dag til den anden, og så er alt bare godt fremover, og jeg er rask om 3 mdr.. Det kommer nok ikke til at ske. Men jeg vil arbejde for at få det bedste ud af det, og jeg kæmper stærkt i mod anoreksien!
I øvrigt ville det jo være dumt at betale i dyre domme for en diætist, hvis man alligevel ikke har tænkt sig at følge dét hun siger, ikke...?

Jeg har stadig samtaler med min dygtige psykolog, som er enormt givende, jeg ser min læge til ugentlige vejninger, blodtryks- og pulsmåling, EKG og blodprøver. Derudover har jeg jævntligt samtaler med ham, som jeg tidligere har nævnt, fra Headspace, som den dag i dag er 100% rask af en meget alvorlig spiseforstyrrelse. Det er alt sammen enormt givende, og giver mig nogle redskaber til hvordan jeg kan "overdøve" anoreksien, og ikke lade den vinde. Så hvis jeg kan blive rask på den her måde, ved stadig at bo hjemme, kunne bestemme lidt over mit eget liv, styrketræne, cykle en tur ind til byen hvis det er det, jeg vil, osv., er det KLART at foretrække, fremfor en døgnindlæggelse hvor man bliver revet ud af sit liv, sat på stand-by, for dag ud og dag ind at ligge i en hospitalsseng og få serveret nutellamadder.

På den her måde har jeg også selv haft meget at skulle sige, og stor indflydelse på, hvad der står på min kostplan. Fx vil jeg langt hellere spise mandler end den fede ymer, og lign. Så nu tænkte jeg, at jeg lige ville indvie jer i min kost, som den ser ud lige nu (der er jo PEANUTBUTTER på min plan - så What's not to like??) :-)

Det er på nuværende tidspunkt meget vigtigt for mig, at jeg kender det PRÆCISE kalorieindtag jeg får, på en dag, så derfor bliver alt vejet. Desuden får jeg mere eller mindre (kun med små justeringer) det samme mad hver dag. Det lyder måske kedeligt for mange, men det er den tryghed jeg har brug for, i hvert fald i en periode.

Det er selvfølgelig ikke meningen at jeg vil leve efter en stram kostplan resten af mit liv, men lige nu er hovedsagen, at jeg får mad nok, får dækket alle de essentielle næringsstoffer, samt stiger i vægt.

Min mad ser måske ikke ud af mega meget lige nu, men jeg er også startet på et forholdsvist lavt kalorieindtag, da min krop lige skal vænne sig til rigtig mad igen; men med henblik på, at jeg bliver øget. For med tiden, er denne diæt ikke noget, jeg vil kunne blive ved med at tage på af, det er jeg klar over. :-)

Min morgenmad
Er 1,5% A38 (her indgik vi et kompromis mellem 0,2% SKYR og den fede 3,5% YMER) med min egen, hjemmelavede müsli af Fiber sund, mandler og rosiner. Jeg savner dog allerede SKYR, så jeg tror jeg vil prøve at forhandle mig til at få det ind igen, velvidende at jeg så kommer til at skulle have fedtstoffet andensteds fra. 

Min frokost
Er 1/2 stk rugbrød!!!!! (Kæmpe udfordring for mig, da jeg ikke har spist nogen former for brød, kartofler, ris, pasta og korn - kulhydrater og stivelse... i MEGET lang tid!) Men bagerens friskbagte softkernerugbrød med Peanutbutter, hytteost og marmelade (Ja, det er en mærkelig kombi - men det smager altså vildt godt!) og så lidt grønt ved siden af, som fx kunne være tomater, gulerødder, eller som her, agurkestave.

Min eftermiddagsmad
Er meget simpel: et stk. cultura m/ müslitop. Jeg er som oftest alene om eftermiddagen, så det er vigtigt for, at jeg får spist, at det er noget, som er nemt at gå til, uden at jeg skal stå og måle og veje for meget op. 

Min aftensmad
Min aftensmad, iflg kostplanen byder på endnu en udfordring, da der jo også her, hører sig kulhydrater i en eller anden afskygning til. Jeg har valgt Quinoa i stedet for pasta, ris eller lign. da det er mere "trygt" for mig, og i øvrigt smager bedre ;-) Dertil får jeg et æg, som jo både kan være spejlæg, kogt, eller som her: scambled. Jeg har valgt bevidst at leve som vegetar, hvilket er grunden til, at jeg får æg i stedet for. Nogen vil måske mene, at det er spiseforstyrrelsen der får mig til, ikke at ville spise kød; men jeg er altså overbevist om, at det er MIG og ikke anoreksien. (Det har som sådan ikke noget med dyrenes velfærd at gøre, jeg bryder mig bare ikke om smagen af kød.. Men bare rolig, jeg får mine proteiner fra bl.a. æg og hytteost..) Desuden får jeg fedtstof i form af pesto, og ca. 1/3 tallerken grøntsager (fx som her: gulerødder). Til aftensmaden får jeg også et glas kærnemælk, som jeg meget hellere vil have end almindelig mælk.

Min aftensnack
Som dagens sidste måltid får jeg min eneste daglige frugt. Diætisten er bange for, at jeg spiser mig for mæt i frugt og grøntsager, og dermed erstatter det med "rigtig mad", så her i begyndelsen må jeg altså kun få et stk frugt om dagen. Her er det jordbær. Dertil får jeg protein og fedtstof i form af mandler (eller andre nødder) og et par kopper kaffe, selvfølgelig! ;-)

Line



tirsdag den 9. juni 2015

10 grunde til at vælge recovery

Nogengange bliver man bare nødt til at minde sig selv om, hvad det er man har at kæmpe for! Derfor har jeg her listet 10 positive ting, som er værd at kæmpe imod spiseforstyrrelsen for!



1) Mere energi! (Jeg sover stortset til middag hver dag, og der skal generelt ikke meget til at gøre mig træt..)

2) Bedre kocentration, og derved evnen til at klare sig igennem en uddannelse! (Ja, det er desværre rigtigt, at man bliver dum, af at have anoreksi. Uden mad og drikke, duer hjernen ikke...)

3) SUNDHED. (Ja, jeg vil gerne have muligheden for at kunne få børn engang, og nej; jeg har ikke lyst til at arve min mors knogleskørhed)

4) GLÆDE! (jeps, det er rigtigt nok - anoreksien tillader mig simpelthen ikke at føle glæde!)

5) Socialt samvær (og NÆRvær!) (Endnu en ting, anoreksien har spoleret for mig)

6) At kunne spise UDEN at tænke på kalorier og forbrænding (den siger nok lidt sig selv?..)

7) At kunne træne og dyrke sport af LYST og ikke af tvang!

8) At kunne klare sig selv (Nej, jeg synes faktisk ikke det er fedt at være 23 år, stadig bo hjemme ved mor og far, og ikke være kommet igang med en uddannelse, når mange af mine venner er ved at være færdige med deres...)

9) FRIHED (Til at gøre hvad du vil, når du vil, uden at være fanget af spiseforstyrrede tanker!)

10) Bedre søvn! (Man sover faktsik ikke ret godt på tom mave...)

..Jeg kunne egentlig finde på mange flere gode grunde, men dette var blot et lille udpluk!

Husk (og det gælder også især mig selv) at det ikke løser nogen problemer at sulte!

fredag den 5. juni 2015

Frygten for at blive 'rask'


Jeg er stadig fanget i min spiseforstyrrelse, og kan altså endnu ikke kalde mig selv for rask, slet ikke. Men hvad er det, der gør, at det er så svært at kæmpe imod?
I virkeligheden tror jeg, at en stor del af det handler om frygten for at blive rask. For når man, som mig, har været fanget i en spiseforstyrrelse i flere år, bliver det hurtigt en del af min identitet. I årevis har jeg været 'hende den tynde', 'hende den spiseforstyrrede' og ikke mindst 'hende den skrøbelige'; men hvem er jeg egentlig uden min spiseforstyrrelse? Uden anoreksien som en tryg ven altid at kunne læne sig op ad, hvem er jeg så? Jeg ved det snart ikke. Anoreksien har i år været min bedste ven, og måske også eneste? I hvert fald har det været det jeg kunne falde tilbage på og ty til, hvis alt andet gik galt.

Dybest set tror jeg aldrig jeg bliver helt rask; måske vil jeg nærmere kalde det 'fri'. Bliver jeg nogensinde 'fri' af spiseforstyrrelsen? Jeg tror aldrig jeg kommer til at slippe tankerne om mad og kalorier helt; men jeg håber på, at det med tiden kommer til at fylde mindre i min hverdag. Jeg tror aldrig jeg kommer til at spise et stykke kage uden at tænke over kalorieindholdet; men jeg vil gerne nå dertil, at jeg kan trodse de tanker, og gøre det alligevel.

Desværre er andres syn på spiseforstyrrelser generelt ofte noget helt andet, end den spiseforstyrredes eget. Sådan er det nok med de fleste psykiske sygdomme. Mange har desværre den holdning, at normalvægtig = rask, og sådan er det desværre bare langt fra. Jeg er virkelig bange for at komme op på en normal vægt, fordi folk udefra formentlig vil spørge mig "Er du så rask nu?" - og nej. Jeg tror bestemt ikke på at jeg er rask, bare fordi jeg bliver normalvægtig; og det tror jeg stortset alle spiseforstyrrede er enige med mig i.
Når man er under behandling handler det først og fremmest om at komme op i vægt; først når man er kommet op i vægt, kan man begynde at arbejde med sin psyke. Derfor tror jeg, at jeg taler på mange spiseforstyrredes vegne, når jeg siger, at det er enormt svært at blive set på, som rask, bare fordi man når en normal vægt.

En spiseforstyrrelse er en psykisk sygdom, og den kommer i alle størrelser. Det handler om, hvordan man tænker. Mine tanker kredser konstant om vægt, mad, sundhed, træning, kalorier, hvornår jeg skal spise, hvorfor jeg skal spise, hvad jeg skal spise, og lignende. Som sagt tror jeg aldrig jeg bliver helt fri af de tanker, men at blive 'fri' af spiseforstyrrelsen handler om at have energi og overskud til andet. At kunne abstrahere fra tankerne, og trodse dem.

Jeg er bange for at føle mig som en 'forkert spiseforstyrret' når jeg når en normal vægt. Hvis ikke jeg er undervægtig, så vil folk jo heller ikke se på mig som en anorektiker? Folk vil synes, at jeg ser helt normal ud, og måske ikke tro på at jeg rent faktisk er syg. Men det er først dér, jeg skal til at kæmpe med det PSYKISKE.

Men at blive fri, kræver kamp. Det kræver at man virkelig VIL det. Man bliver nok nødt til at acceptere, at man ikke fra den ene dag til den anden vil kunne spise en kage uden at skænke det en tanke, normalvægtig eller ej.

Jeg er ikke rask, hverken psykisk eller fysisk, da jeg stadig er undervægtig, og min hormonbalance stadig er ude af funktion. Men jeg håber på, at jeg en dag vil kunne kalde mig for mere eller mindre fri.

Jeg kunne skrive flere sider om dette emne, så det er muligvis noget jeg vil vende tilbage til i senere indlæg..

Hvornår mener du, at man som spiseforstyrret kan kalde sig for 'rask'? :)

 Line