Mange af jer kommenterer ret jævnligt på mine portioner, jeg lægger op på instagram, og mener, at de er for små. Noget i mig ved selvfølgelig godt, at I har ret - for jeg er jo ikke DUM. Jeg VED godt, at et GENNEMSNITSINDTAG for en voksen kvinde, der skal holde vægten, er 2000 kcal; og jeg spiser "kun" omkring 1200 +/-... Men en (desværre) meget større del af mig siger: "du ER jo blevet normalvægtig - så hvorfor skulle du spise mere?"
Så.. Ja... Jeg VED godt, at jeg burde spise mere.. Men hvorfor i alverden gør jeg det så ikke bare????!!
- Svaret er ANGST!
Jeg er simpelthen SÅ bange for at blive overvægtig, for at udvikle BED (overspisning) eller bulimi!
Langt den største del af min hjerne tænker sådan her: "jeg har taget 17 kilo på, ved i gennemsnit at spise 1200 kalorier om dagen; hvor FED kunne jeg så ikke lige blive hvis jeg begyndte at spise 2000? ISÆR når jeg ikke laver en skid! (læs: træner i et fitnesscenter..)
Sandheden er, at jeg ville ØNSKE, at jeg havde spist noget mere fra starten, så jeg kunne få min forbrænding op at køre normalt. Hvis jeg havde fulgt lægernes råd, og fulgt deres kostplaner til punkt og prikke, havde jeg måske også holdt mig til at tage de 500gr på om ugen, som de lovede? Men det gjorde jeg ikke.. Og nu er det for sent. Jeg er nu normalvægtig, og jeg vil IKKE tage mere på. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skal få et normalt forhold til mad igen.
Det gør mig SÅ ked af det at se hvordan alle på instagram kan spise 2500 kalorier +/- og ikke tage et gram på, når jeg gennem flere måneder har taget både 1 og 2 kilo på om ugen. Jeg føler ikke jeg nogensinde har rigtigt "valgt recovery" Recovery har valgt mig.. Min krop har bestemt, at uanset hvor lidt jeg spiser, så vil jeg altså være normalvægtig.
Det aller mærkeligste er, at under min første indlæggelse i Aalborg måtte jeg helt op på en diæt af 2600 kalorier før jeg overhovedet begyndte at tage på i vægt! Siden da er det bare gået ned af bakke.. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ville ønske jeg kunne starte forfra og sige til mig selv at jeg bare skulle gå igang med at spise 2500+ kalorier med det samme, og at det ville komme mig til gode senere... Øv hvor er jeg træt af mig selv.
Undskyld min negativitet, men jeg synes heller ikke det skal virke som om at det hele er en leg, for det er det bestemt ikke .. Er i vildrede..
MEN(!) Når alt kommer til alt skal det lige siges at i hvert fald til aftensmad tager jeg altså ofte mere på tallerkenen end bare min første portion (den der rammer instagram!)
Og ja.. det er jo altså (på en eller anden måde, desværre...) lykkedes mig at tage (meget) på. "hurra for det" eller noget ..
Line
Hvis du nu begyndte at dyrke noget motion kunne det være, at du kunne få dit stofskifte til at normalisere sig
SvarSletHej. Jeg har set, hvad du har skrevet på din Instagramprofil om mig. Jeg er rigtig ked af, hvis jeg er kommet til st trigge og det har bestemt ikke været for at være ond eller grov på nogen måde. Det er bare i ren og skær bekymring for dig. Du virker som en, der har brug for et eller andet kald og en interesse. Desuden lader det til (uden på nogen måde at være ekspert), at dit stofskifte hsr brug for en eller anden form for kickstart.
SvarSletIgen keg er ked af, at min besked måske kom grov ud og jeg håber ikke, st det hsr slået dig helt ud. Dog mener jeg ikke, at der er grund til at hænge mig ud på de sociale medier. Hvid du ønsker at sige noget til mig, sender jeg gerne min mail og så kan vi tage den der fremfor at udstille hinanden offentligt.
Hej! Ville bare sige at jeg forstår dig fuldstændig! Din angst, din rædsel, dine tanker... Jeg har spist rundt 800 kcal/dag og ikke tabt mig, hvorfor skal jeg så op på 2500 lige pludselig? Så kommer min vægt jo flyve afsted! Det er så skræmmende!! Men det er syge tanker! Og der findes håb om recovery, det er vi nød til at håbe på! Måske kan du få hjælp af en diætist med dine tanker/problemer omkring madindtaget? De er ofte gode til det, bare man åbner lidt op... Det er ikke over for dig, din forbrænding kan sagtens komme op at køre igen, men ikke som du spiser nu (undskyld hvis det lyder lidt hårdt) for det kan din krop ikke! Men der findes håb! Glem ikke det! Knus
SvarSlet