Jeg skal være den
første til at indrømme, at jeg selv har været ret fordømmende overfor folk, der
var deprimerede. Jeg synes ligefrem, at fænomenet er blevet misbrugt. Hver gang
nogen blev ked af det, skød de skylden på 'at de var deprimerede'. Alle
mennesker er kede af det ind i mellem. Der er ingen der er glade hele tiden!
Men det betyder altså ikke at man nødvendigvis lider af en depression.
Nu er jeg selv diagnosticeret med en svær depression(som jeg er i behandling for) og jeg forstår nu bagsiden af medaljen. At have en depression betyder ikke at man ALDRIG må være glad! Jeg kan heller ikke give en præcis beskrivelse af hvordan depressioner udspejler sig, da det er forskelligt fra person til person. Men der er selvfølgelig nogen gengående fællestræk som fx en overordnet følelse af trist-og nedtrykthed, selvmordstanker og måske også selvskade..
Mange spiseforstyrrede oplever at udvikle depressive træk, som en bivirkning; idet spiseforstyrrelsen suger alt livsglæde ud af dig, og får dig til at føle dig uduelig. Det er helt normalt. For mange forsvinder disse depressive tegn stille og roligt i takt med, at man tager på i vægt. Hos nogle forsvinder de helt af sig selv, mens andre må have medicinsk eller psykologisk hjælp. For mig er de desværre ikke forsvundet af sig selv. Snarere er de blevet værre. I takt med, at jeg har taget mere og mere på i vægt, har jeg samtidig fået det psykisk værre. Jeg vil ikke lyve for nogen. Det er ikke lutter guld og grønne skove at tage på. Sommetider synes jeg godt man kan få den opfattelse, at "hvis du bare tager på, så bliver alt godt.." Eller sådan synes jeg i hvert fald selv, at jeg har oplevet samtlige læger og behandlere sige. Selvfølgelig har de til en vis grad ret. For man bliver IKKE lykkelig af at være tynd. Anoreksien bliver aldrig tilfreds, men vil altid have mere. Man kan aldrig blive tynd nok. Den er bare meget god til at manipulere. "Hvis bare du kommer ned på x antal kilo, SÅ bliver du lykkelig!" Men det sker bare aldrig.. Så jeg siger altså heller ikke at du skal lade være med at tage på i vægt og følge lægernes råd! Overhovedet ikke! Jeg mener bare, at man ikke skal regne med, at man bliver super ovenud lykkelig den dag man når sin målvægt! Det er først her man skal til at ARBEJDE med sin psyke. Det kræver HÅRDT ARBEJDE. Først og fremmest skal man vænne sig til at leve i en krop, som man ellers ikke har haft lyst til at have; og man skal lære at få et afslappet forhold til krop og kost. Jeg er ikke selv helt på min målvægt endnu, og jeg må indrømme, at det skræmmer mig helt vildt, at skulle tage mere på, idet jeg føler mig normalvægtig nu. Det ændrer dog ikke på, at jeg stadig er sygemeldt. Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, kan man ikke længere SE på mig, at jeg er spiseforstyrret - men sådan set kan man jo heller ikke se på én, at han/hun er deprimeret, og man kan altså godt have en depression uden at have en spiseforstyrrelse. Så uanset om man stempler mig som "spiseforstyrret" eller "deprimeret" er det altså psykiske sygdomme, som ikke kan ses.
Jeg er bare træt af at få at vide, at jeg er ked af det FORDI jeg har en spiseforstyrrelse. For sådan er det altså ikke. Jeg har intet overskud og jeg føler sjældent den store glæde ved noget, heller ikke selvom jeg HAR taget på i vægt. Jeg VED det ikke bliver bedre hvis jeg taber mig; for jeg havde det også elendigt psykisk på min laveste vægt - men jeg vil arbejde med det nu - og jeg får hjælp både medicinsk og ved psykoterapi. Med dette indlæg vil jeg bare bryde tabuet depression. Jeg mener det er vigtigt at arbejde med den psykiske tilstand igennem behandlingen af alle spiseforstyrrelser, og ikke bare tro at det altid ordner sig selv i takt med, at man tager på.
Nu er jeg selv diagnosticeret med en svær depression(som jeg er i behandling for) og jeg forstår nu bagsiden af medaljen. At have en depression betyder ikke at man ALDRIG må være glad! Jeg kan heller ikke give en præcis beskrivelse af hvordan depressioner udspejler sig, da det er forskelligt fra person til person. Men der er selvfølgelig nogen gengående fællestræk som fx en overordnet følelse af trist-og nedtrykthed, selvmordstanker og måske også selvskade..
Mange spiseforstyrrede oplever at udvikle depressive træk, som en bivirkning; idet spiseforstyrrelsen suger alt livsglæde ud af dig, og får dig til at føle dig uduelig. Det er helt normalt. For mange forsvinder disse depressive tegn stille og roligt i takt med, at man tager på i vægt. Hos nogle forsvinder de helt af sig selv, mens andre må have medicinsk eller psykologisk hjælp. For mig er de desværre ikke forsvundet af sig selv. Snarere er de blevet værre. I takt med, at jeg har taget mere og mere på i vægt, har jeg samtidig fået det psykisk værre. Jeg vil ikke lyve for nogen. Det er ikke lutter guld og grønne skove at tage på. Sommetider synes jeg godt man kan få den opfattelse, at "hvis du bare tager på, så bliver alt godt.." Eller sådan synes jeg i hvert fald selv, at jeg har oplevet samtlige læger og behandlere sige. Selvfølgelig har de til en vis grad ret. For man bliver IKKE lykkelig af at være tynd. Anoreksien bliver aldrig tilfreds, men vil altid have mere. Man kan aldrig blive tynd nok. Den er bare meget god til at manipulere. "Hvis bare du kommer ned på x antal kilo, SÅ bliver du lykkelig!" Men det sker bare aldrig.. Så jeg siger altså heller ikke at du skal lade være med at tage på i vægt og følge lægernes råd! Overhovedet ikke! Jeg mener bare, at man ikke skal regne med, at man bliver super ovenud lykkelig den dag man når sin målvægt! Det er først her man skal til at ARBEJDE med sin psyke. Det kræver HÅRDT ARBEJDE. Først og fremmest skal man vænne sig til at leve i en krop, som man ellers ikke har haft lyst til at have; og man skal lære at få et afslappet forhold til krop og kost. Jeg er ikke selv helt på min målvægt endnu, og jeg må indrømme, at det skræmmer mig helt vildt, at skulle tage mere på, idet jeg føler mig normalvægtig nu. Det ændrer dog ikke på, at jeg stadig er sygemeldt. Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, kan man ikke længere SE på mig, at jeg er spiseforstyrret - men sådan set kan man jo heller ikke se på én, at han/hun er deprimeret, og man kan altså godt have en depression uden at have en spiseforstyrrelse. Så uanset om man stempler mig som "spiseforstyrret" eller "deprimeret" er det altså psykiske sygdomme, som ikke kan ses.
Jeg er bare træt af at få at vide, at jeg er ked af det FORDI jeg har en spiseforstyrrelse. For sådan er det altså ikke. Jeg har intet overskud og jeg føler sjældent den store glæde ved noget, heller ikke selvom jeg HAR taget på i vægt. Jeg VED det ikke bliver bedre hvis jeg taber mig; for jeg havde det også elendigt psykisk på min laveste vægt - men jeg vil arbejde med det nu - og jeg får hjælp både medicinsk og ved psykoterapi. Med dette indlæg vil jeg bare bryde tabuet depression. Jeg mener det er vigtigt at arbejde med den psykiske tilstand igennem behandlingen af alle spiseforstyrrelser, og ikke bare tro at det altid ordner sig selv i takt med, at man tager på.
Line
Ingen kommentarer:
Send en kommentar