Gråvejr og triste tanker

Jeg vil ikke have, at det skal lyde som om, at det hele er en dans på roser - så hvis I har fået den opfattelse, så beklager jeg meget. Der er ingen der har sagt, at recovery skal være let!

Da jeg var allerlængst nede i vægt og havde det allersværest psykisk fik jeg den opfattelse af lægernes ord, at "når du bliver normalvægtig bliver alt godt og du bliver lykkelig!" ..Ikke ens betydende med, at jeg troede på dem - men noget i mig må alligevel have lyttet, for hvorfor sidder jeg ellers her i dag og vejer 15 kilo mere?

I mit sidste indlæg skrev jeg 20 positive ting ved at vælge recovery/livet frem for at blive i anoreksien. 20 ting som jeg gør - og bliver nødt til at minde mig selv om igen og igen og IGEN. For som jeg har sagt tidligere (og ikke kan sige nok) er normalvægtig altså IKKE lig med rask. Jeg har stadig enormt spiseforstyrrede tanker. Jeg er bare blevet bedre til IKKE altid at handle på dem (dermed ikke sagt at jeg aldrig falder i!) Jeg har nemlig lært, at det kræver HANDLING at komme ud af en spiseforstyrrelse. (TAK Mille Eigard!) Selvfølgelig synes jeg stadig ikke det er i orden at sige til en spiseforstyrret at "han/hun bare skal tage sig sammen!" for det KAN man altså bare ikke! Psykiske sygdomme er desværre stadig et stort tabuemne i vores samfund - men efter min mening er man mindst ligeså syg når man har en spiseforstyrrelse/skizofreni/depression/borderline eller tusinde andre PSYKISKE sygdomme - som når man har lever/hjerte-sygdomme, kræft osv. FYSISKE sygdomme. Forskellen er bare, at en psykisk sygdom ikke er synlig! Man kan ikke tage og føle på den. Nå, men det var et sidespring.

Jeg har lært, ved at læse i Mille Eigards bøger at "INGEN REDDER DIG!" Selvfølgelig skal man have alt den hjælp og støtte man kan få både til det fysiske (læs: maden skal på plads, vægten skal stabiliseres) og det psykiske vha psykoterapi - men det kræver en AKTIV handling - en BESTEMMELSE fra DIG om at DU vil være rask, og at DU VIL spise hvis du vil ud af en spiseforstyrrelse.
Nå men nok om det.

Det jeg egentlig ville sige med dette indlæg er, at jeg altså STADIG har mange dårlige og triste dage. Jeg har bare lært at leve med dem. Det er OK, at de er der. Alle mennesker er ikke glade hele tiden. Jeg har desværre bare en depression, som gør, at jeg måske er oftere ked af det end andre (raske) mennesker!

..og det KAN ændres fra lalleglad og super godt humør til tristhed, raseri, gråd og lign. på et splitsekund. Og det GØR det. Hele tiden. 

Desværre har jeg nogle triste tanker om, at jeg ser forkert (og for tyk!) ud, at jeg ikke er god nok, osv.

Men jeg prøver virkelig at arbejde med min selvtillid nu hvor jeg ikke længere har vægten at slås med (forståes som, at den ikke længere skal op..) - for én ting er sikkert: Man bliver IKKE gladere jo tyndere man er! Så hvorfor ikke bare lære at acceptere os selv for dem vi er?

Line