Dét kan jeg ikke lide!

Jeg startede en lille debat for sjov på min private instagramprofil, om hvad for noget mad jeg bare ikke kan lide! For der ER altså mad man ikke kan lide - ikke fordi spiseforstyrrelsen siger man ikke må spise det! Jeg kan for eksempel godt lide kakao med flødeskum og hvidt brød med nutella, men jeg spiser det alligevel ikke - det er bare ikke det samme.

Men følgende ting KAN jeg simpelthen ikke lide!

- Mælk (bortset fra i madlavning og i kaffen)
- Honning
- Kogte gulerødder
- Oliven
- Svesker (og ALT hvor de indgår i)
- Leverpostej
- Peberrod
- Sild
- Sky
- Rullepølse
- Medisterpølse
- Chokoladeis
- Røde pølser
- Remoulade
- Rå løg
- Papaya
- Brunede kartofler
- Ost med kommen
- Citronfromage
- Julekål
- Gedeost

Til gengæld tror jeg også jeg kan lide sådan cirka ALT andet (med få undtagelser) hvis ikke vi snakker SF! 

Hvad KAN du bare IKKE lide???

Line

Hvorfor spiser jeg ikke mere?

Angst, angst, angst ...

Mange af jer kommenterer ret jævnligt på mine portioner, jeg lægger op på instagram, og mener, at de  er for små. Noget i mig ved selvfølgelig godt, at I har ret - for jeg er jo ikke DUM. Jeg VED godt, at et GENNEMSNITSINDTAG for en voksen kvinde, der skal holde vægten, er 2000 kcal; og jeg spiser "kun" omkring 1200 +/-... Men en (desværre) meget større del af mig siger: "du ER jo blevet normalvægtig - så hvorfor skulle du spise mere?"

Så.. Ja... Jeg VED godt, at jeg burde spise mere.. Men hvorfor i alverden gør jeg det så ikke bare????!!
- Svaret er ANGST!
Jeg er simpelthen SÅ bange for at blive overvægtig, for at udvikle BED (overspisning) eller bulimi!
Langt den største del af min hjerne tænker sådan her: "jeg har taget 17 kilo på, ved i gennemsnit at spise 1200 kalorier om dagen; hvor FED kunne jeg så ikke lige blive hvis jeg begyndte at spise 2000? ISÆR når jeg ikke laver en skid! (læs: træner i et fitnesscenter..)

Sandheden er, at jeg ville ØNSKE, at jeg havde spist noget mere fra starten, så jeg kunne få min forbrænding op at køre normalt. Hvis jeg havde fulgt lægernes råd, og fulgt deres kostplaner til punkt og prikke, havde jeg måske også holdt mig til at tage de 500gr på om ugen, som de lovede? Men det gjorde jeg ikke.. Og nu er det for sent. Jeg er nu normalvægtig, og jeg vil IKKE tage mere på. Jeg ved ikke hvordan jeg nogensinde skal få et normalt forhold til mad igen.

Det gør mig SÅ ked af det at se hvordan alle på instagram kan spise 2500 kalorier +/- og ikke tage et gram på, når jeg gennem flere måneder har taget både 1 og 2 kilo på om ugen. Jeg føler ikke jeg nogensinde har rigtigt "valgt recovery" Recovery har valgt mig.. Min krop har bestemt, at uanset hvor lidt jeg spiser, så vil jeg altså være normalvægtig.

Det aller mærkeligste er, at under min første indlæggelse i Aalborg måtte jeg helt op på en diæt af 2600 kalorier før jeg overhovedet begyndte at tage på i vægt! Siden da er det bare gået ned af bakke.. Jeg ved ærlig talt ikke hvad jeg skal gøre. Jeg ville ønske jeg kunne starte forfra og sige til mig selv at jeg bare skulle gå igang med at spise 2500+ kalorier med det samme, og at det ville komme mig til gode senere... Øv hvor er jeg træt af mig selv.

Undskyld min negativitet, men jeg synes heller ikke det skal virke som om at det hele er en leg, for det er det bestemt ikke .. Er i vildrede..

MEN(!) Når alt kommer til alt skal det lige siges at i hvert fald til aftensmad tager jeg altså ofte mere på tallerkenen end bare min første portion (den der rammer instagram!)

Og ja.. det er jo altså (på en eller anden måde, desværre...) lykkedes mig at tage (meget) på. "hurra for det" eller noget ..

Line

NORMALVÆGTIG! (Og hvad så nu...?)

Som overskriften lyder, har jeg nu nået et BMI på 18,5. Et BMI som afgrænser normalvægtsområdet. Hurra! Eller noget...

Det sidste halve år hvor jeg har taget SÅ hurtigt på, har min motivation hele tiden været, at jeg ville få det bedre psykisk, når jeg ramte normalvægt. Desværre kan jeg sige, at jeg i dag sidder her og er normalvægtig, og faktisk vil jeg næsten vove at påstå, at jeg aldrig har haft det værre psykisk.. Jeg VED godt det tager tid, og at man ikke bliver lykkelig i det sekund man når normalvægt, men åh.. Hvornår sker det? Hvor længe skal jeg vente? For det føler jeg virkelig, at jeg gør - VENTER. Jeg venter på at få det bedre; venter på, at der skal ske et mirakel.

En eller anden dum idé i mit hovede lyder på, at jeg en eller anden dag vågner op og er glad og tilfreds med mig selv. Men jeg ved jo inderst inde også godt, at det aldrig kommer til at ske.. Man skal selv arbejde på det! JEG skal arbejde med at affinde mig med, at det er sådan her jeg skal se ud - om jeg så kan lide det eller ej. Øv. Men sådan er det. Jeg håber bare at jeg en eller anden dag kan slutte fred med mit spejlbillede - for jeg kan jo alligevel ikke ændre på det - og hallo? er livet ikke mere end bare hvordan man ser ud?

Det er det jeg arbejder på pt.. Men ÅH GUD hvor er det svært!

Jeg har sagt det 100 gange før, men I får den lige igen.. Ja, jeg er normalvægtig, men NEJ jeg er IKKE rask! Det er først nu, der virkelig skal arbejdes for alvor!

Det værste man kan sige til mig er "at jeg ser godt ud" + "Tillykke" + "Hvor er det godt klaret" + "hvor er du sej" .. Jeg føler mig ærlig talt ALT andet end sej. Jeg føler hvert et kilo jeg har taget på er et kæmpe nederlag og en tabt kamp.. Desværre..

Hvad har I andre gjort for at "holde ud"? Er det bare blevet bedre med tiden? Please fortæl mig at det bliver bedre!

Line

At spise "normalt" og NOK??

Ja; hvornår kan man egentlig sige, at man spiser normalt? Hvem definerer hvad det indebærer at spise normalt? Vil det absolut sige at spise kartofler med brun sovs og flæskesteg, samt sødmælksfranskbrød med tandsmør? ..
Måske var det sådan for 30 år siden, men det vil jeg altså tillade mig at sige, at det ikke er længere!

Tiderne ændrer sig, og det gør madvanerne også. Se bare på kostpyramiden som vi har kendt den i så mange år - den er pludselig blevet taget op til revision. Hvorfor? -Fordi tiderne ændrer sig!

Hver uge er det noget nyt der er "in". Nye slankekurer, der duer! Den ene uge skal man spise Low Carb High Fat og undgå kulhydrater fuldstændigt for i stedet at smæske sig med fedt! - Den anden uge er fedt ét stort FY-ord! Hvad skal man så forholde sig til?! HVEM HAR RET? 

For at tage et eksempel...
Der findes manden på 50 år, som for intet i verden vil undvære sin daglige skål havregryn og fem rugbrødsmadder, for ikke at forglemme det ordentlige læs kartofler der hver aften skovles ind med stor glæde; - men aldrig kunne finde på at spise et stykke frugt, med mindre det var fordi det var beklædt med fløde og sukker.. Og så findes der fitness-entusiasten på 25 år, som hver morgen drikker en stor smoothie på spinat, bananer og frosne bær, nyder en stor portion kyllingesalat til frokost; og eksperimenterer med diverse grøntsags-alternativer til danske retter om aftenen. Begge har et sundt BMI, hverken for højt eller for lavt, og det samme med fedtprocenten og muskelfordelingen. HVEM HAR MEST RET? Hvem lever egentlig sundest når det kommer til stykket?

Jeg er bare irriteret over hele tiden at få smidt i hovedet "om jeg da ikke snart skal til at spise normalt?" fordi jeg spiser jo ikke brød og kartofler! .. Øh undskyld men hvor står den regel skrevet, at man SKAL spise brød og kartofler? Hvad hvis jeg hellere vil have gulerødder og bananer?

..Jeg ved selvfølgelig godt, at kroppen har brug for en bestemt fordeling af kulhydrater, fedt og protein osv.. Men når det kommer til stykket - er det så ikke vores eget valg hvad vi propper i munden?

Det er lidt et farligt emne at komme ind på, når man har en spiseforstyrrelse, det er jeg godt klar over - for som sagt - man har stadig et BEHOV, der skal dækkes. Mange spiseforstyrrede har en tendens til at være noget eller helt og aldeles fedtforskrækkede, og kroppen har altså brug for fedt (siger jeg...) Men jeg er bare af den holdning, at en kalorie, i sidste ende, er en kalorie. Forskellige kroppe har brug for forskellige mængder mad osv.. Men om man får 100 kalorier fra 2 stykker chokolade eller 1/2 banan giver i sidste ende det samme..

Jeg ved godt at der nok er mange der ikke er enige med mig i det her emne, så undskyld på forhånd hvis jeg støder nogen - men det er jo bare MIN mening..

Line

Hjemmelavet Græskarsuppe

Mange har efterspurgt opskriften på min græskarsuppe :-) Det er en af mine absolut yndlings aftensmads-spiser her i efterårs/vinterkulden, og græskar er bare SÅ lækkert! Opskriften er i øvrigt super nem, og kommer her:

- 1/2 stor hokkaidogræskar - vaskes, kernerne sorteres fra, og resten skæres i tern

- 3 store gulerødder skåret i mindre stykker

--> Koges blødt 

--> vandet hældes fra i en bøtte og græskar og gulerødder blendes med en stavblender

--> vandet hældes tilbage i den mængde det ønskes, alt efter hvor tyk man ønsker suppen

- smages til med salt, chilikydderi og timian

Kan spises med kyllingetykker, ristede kikærter (som på billedet herover) og en klat skyr 

- Enjoy! 

TIP: Når du har blendet græskaren til mos, tag en lille kopfuld fra inden du blender resten med vand; og bland det i din havregrød næste morgen - MUMS :D :D :D

Line

Madplan uge 45

Så er det en ny uge, og dermed tid til en ny madplan :-)

Mandag: Æggekage/omelet med revet squash og spinat. Gnave-grønt til.

Tirsdag: Hokkaidosuppe (en af mine absolutte favoritter i denne årstid!)

Onsdag: Fyldte squash med soy4you

Torsdag: Bønnefritter + IKEAs "grøntsagsboller"

Fredag: Quorn filet med noget salat eller grønt til

Lørdag og søndag må forblive i det uvisse til vi kommer lidt tættere på :-)

Line

At blive misforstået...

Det her er noget jeg HAR været inde på før, men det er også bare noget, der fylder rigtig meget for mig, og AARGH (!) hvor kan det bare gøre mig irriteret!

Jeg var ved lægen forleden, til min månedtlige samtale om hvordan det går osv.; og det første han sagde var: "NØJ hvor ser du GODT ud! - du ligner virkelig én, der har det godt! - det er virkelig rart at se at du er blevet RASK..." STOP! LIGE DER! Bare fordi jeg har taget (meget) på i vægt, gør det mig IKKE RASK! Det gør mig simpelthen så ARRIG når folk går ud fra at jeg er rask, bare fordi jeg ikke er somatisk truet mere!

En spiseforstyrrelse er en PSYKISK sygdom, som depression, mani, angst, skizofreni, borderline OSV! De kan ikke nødvendigvis ses udenpå!

Efter min mening er det VIRKELIG nu hvor man ikke længere kan ses på, at man er sygeligt tynd - at der skal kæmpes for alvor!!
Jeg har ikke lyst til at skulle forklare alle at jeg altså HAR en spiseforstyrrelse, og at jeg bare ikke "er tynd længere..." Men på den anden side, har jeg heller ikke lyst til at lade som om alt er fint, når det ikke er?

Undskyld. jeg ved ikke hvor jeg vil hen med det her indlæg - jeg havde bare brug for at komme ud med en frustration. Tilgiv mig

Line