At være "syg nok" er virkelig en ting, som jeg kæmper meget med for tiden. I takt med, at jeg får det bedre, begynder at spise mere, tager på i vægt, og i det hele taget gør alt det, spiseforstyrrelsen ikke kan lide; begynder den at råbe højere og højere.
Tanker om "jamen hvis jeg kan spise alt det her..", "hvis jeg kan nyde maden..", "hvis jeg kan føle sult og glæde mig til måltider.." osv., osv., osv., "..jamen SÅ er jeg jo overhovedet ikke syg!" kommer hele tiden op i mig. Der er hele tiden nogen, der har det værre end mig, og JA- der er MANGE der har det værre end mig, men hvad fedt er der ved det?!" problemet er bare, at en spiseforstyrrelse ikke er logisk. Den VIL helst være den sygeste, den svageste, den dårligste. Alle tegn på at man er i bedring såsom mere energi, vægtøgning, sult- og mæthedsfølelse, lyst og glæde ved mad osv. er DÅRLIGE tegn for spiseforstyrrelsen. Man må ALDRIG sige til en spiseforstyrret, at han/hun "ser godt ud i dag" - for anoreksien vil MED DET SAMME tolke det som "du ser TYKKERE ud" eller "du har taget på!" og dermed som noget NEGATIVT!
Men når man prøver at se logisk på det, så er det jo FANTASTISKE tegn, at jeg faktisk er ved at få det bedre. Min spiseforstyrrelse bliver desværre bare enormt trigget af omgivelserne. Hvorfor er der andre der er mere syge end mig? Ja jeg kan faktisk blive enormt frustreret, når jeg taler med nogen, der er meget mere syge end mig, for det skal de jo ikke have lov til ifølge min anoreksi...?
Men hey! Det er ikke en gevinst at være syg. Det er ikke en leg, hvor det gælder om at være den mest syge. Der er ikke en præmie. Og anoreksien bliver alligevel ALDRIG tilfreds. Den skal nok også fortælle til den allertyndeste pige, der måske er indlagt med sonde og døden nær, at hun ikke er syg nok; og at der er andre, der er mere syge end hende. Så hvorfor ikke stræbe efter at blive rask i stedet? Hvorfor har jeg egentlig fortjent at være mere syg end størstedelen af befolkningen? For faktum er stadig, at jeg har diagnoserne anoreksi og depression, og det kan jeg ikke lyve mig fra!
Dermed ikke sagt at jeg er 100% rask, OVERHOVEDET. Der er lang vej endnu. Og jeg er IKKE KLAR til at give slip på anoreksien. For som jeg har talt om før, er den SÅ stor en del af mig - så uden anoreksien - hvem er jeg så?
^Noget jeg talte med min psykolog om sidst var frygten for at miste anoreksien, og AT BLIVE FED. For selvom det virker fuldkommen urealistisk for andre at JEG skulle blive fed, så er det en ENORMT stor frygt for mig. Men hvem siger, at jeg skal give 100% slip på anoreksien? Lige nu, hvis jeg tegnede et lagkagediagram over fordelingen i min hjerne ville anoreksien måske regere 90% mens der kun ville være 10% Line tilbage, men MÅLET er, at det er MIG der styrer anoreksien, og ikke omvendt, som det er nu. Det er faktisk okay, at anoreksien måske altid vil være dér 2%, til at sikre, at jeg ikke går i den anden grøft og bliver overvægtig - men det VIGTIGE er, at jeg kan sige "fuck dig" eller "skrid" til anoreksien hvis JEG har lyst til at spise et stykke kage mere.
Så om jeg er rask eller ikke er egentlig ligemeget. Lige nu er jeg stadig meget undervægtig (i hvert fald hvis man kigger på mit BMI) men der er så mange andre ting, der spiller ind end ens vægt. Som jeg har sagt før, betyder dét, at man bliver normalvægtig, nødvendigvis ikke, at man er "rask". Så mit mål er at få det godt med mig selv, og VÆRE LIGEGLAD MED, OM DER ER ANDRE DER ER MERE SYGE END MIG!!!! For det er da bare synd for dem, ikke??!
