What I eat in a day

Som flere af jer sikkert har opdaget, er jeg begyndt på et nyt og spændende projekt i mit liv: Nemlig et samarbejde med en diætist, som skal hjælpe mig hen imod at blive fri af spiseforstyrrelsen. Jeg ved det bliver hårdt, men jeg er meget motiveret for, at følge den kostplan vi sammen har fået lagt; og jeg har heldigvis en mor, der støtter mig 100% og bakker mig op omkring det hele. Dét, jeg hele tiden skal huske mig selv på, er at det er GODT for min krop, og det er vejen frem, hvis jeg vil tilbage til et normalt liv med glæde, uddannelse, arbejde, socialt samvær, og hvad der ellers følger med. Jeg er SÅ træt af at stå stille et kedeligt sted i mit liv, og være så meget bagud ift. mine jævnaldrende (stadig bo hjemme, ikke have en uddannelse - tak anoreksi....) så NU skal det være.

Jeg er godt klar over at det hele lyder meget "guld og grønne skove agtigt", men jeg er sikker på, at det bliver enormt hårdt, og der VIL komme nederlag og tilbagefald. Jeg regner i hvert fald ikke med, at jeg bare kan tage en kold tyrker fra den ene dag til den anden, og så er alt bare godt fremover, og jeg er rask om 3 mdr.. Det kommer nok ikke til at ske. Men jeg vil arbejde for at få det bedste ud af det, og jeg kæmper stærkt i mod anoreksien!
I øvrigt ville det jo være dumt at betale i dyre domme for en diætist, hvis man alligevel ikke har tænkt sig at følge dét hun siger, ikke...?

Jeg har stadig samtaler med min dygtige psykolog, som er enormt givende, jeg ser min læge til ugentlige vejninger, blodtryks- og pulsmåling, EKG og blodprøver. Derudover har jeg jævntligt samtaler med ham, som jeg tidligere har nævnt, fra Headspace, som den dag i dag er 100% rask af en meget alvorlig spiseforstyrrelse. Det er alt sammen enormt givende, og giver mig nogle redskaber til hvordan jeg kan "overdøve" anoreksien, og ikke lade den vinde. Så hvis jeg kan blive rask på den her måde, ved stadig at bo hjemme, kunne bestemme lidt over mit eget liv, styrketræne, cykle en tur ind til byen hvis det er det, jeg vil, osv., er det KLART at foretrække, fremfor en døgnindlæggelse hvor man bliver revet ud af sit liv, sat på stand-by, for dag ud og dag ind at ligge i en hospitalsseng og få serveret nutellamadder.

På den her måde har jeg også selv haft meget at skulle sige, og stor indflydelse på, hvad der står på min kostplan. Fx vil jeg langt hellere spise mandler end den fede ymer, og lign. Så nu tænkte jeg, at jeg lige ville indvie jer i min kost, som den ser ud lige nu (der er jo PEANUTBUTTER på min plan - så What's not to like??) :-)

Det er på nuværende tidspunkt meget vigtigt for mig, at jeg kender det PRÆCISE kalorieindtag jeg får, på en dag, så derfor bliver alt vejet. Desuden får jeg mere eller mindre (kun med små justeringer) det samme mad hver dag. Det lyder måske kedeligt for mange, men det er den tryghed jeg har brug for, i hvert fald i en periode.

Det er selvfølgelig ikke meningen at jeg vil leve efter en stram kostplan resten af mit liv, men lige nu er hovedsagen, at jeg får mad nok, får dækket alle de essentielle næringsstoffer, samt stiger i vægt.

Min mad ser måske ikke ud af mega meget lige nu, men jeg er også startet på et forholdsvist lavt kalorieindtag, da min krop lige skal vænne sig til rigtig mad igen; men med henblik på, at jeg bliver øget. For med tiden, er denne diæt ikke noget, jeg vil kunne blive ved med at tage på af, det er jeg klar over. :-)

Min morgenmad

Er 1,5% A38 (her indgik vi et kompromis mellem 0,2% SKYR og den fede 3,5% YMER) med min egen, hjemmelavede müsli af Fiber sund, mandler og rosiner. Jeg savner dog allerede SKYR, så jeg tror jeg vil prøve at forhandle mig til at få det ind igen, velvidende at jeg så kommer til at skulle have fedtstoffet andensteds fra. 

Min frokost

Er 1/2 stk rugbrød!!!!! (Kæmpe udfordring for mig, da jeg ikke har spist nogen former for brød, kartofler, ris, pasta og korn - kulhydrater og stivelse... i MEGET lang tid!) Men bagerens friskbagte softkernerugbrød med Peanutbutter, hytteost og marmelade (Ja, det er en mærkelig kombi - men det smager altså vildt godt!) og så lidt grønt ved siden af, som fx kunne være tomater, gulerødder, eller som her, agurkestave.

Min eftermiddagsmad

Er meget simpel: et stk. cultura m/ müslitop. Jeg er som oftest alene om eftermiddagen, så det er vigtigt for, at jeg får spist, at det er noget, som er nemt at gå til, uden at jeg skal stå og måle og veje for meget op. 

Min aftensmad

Min aftensmad, iflg kostplanen byder på endnu en udfordring, da der jo også her, hører sig kulhydrater i en eller anden afskygning til. Jeg har valgt Quinoa i stedet for pasta, ris eller lign. da det er mere "trygt" for mig, og i øvrigt smager bedre ;-) Dertil får jeg et æg, som jo både kan være spejlæg, kogt, eller som her: scambled. Jeg har valgt bevidst at leve som vegetar, hvilket er grunden til, at jeg får æg i stedet for. Nogen vil måske mene, at det er spiseforstyrrelsen der får mig til, ikke at ville spise kød; men jeg er altså overbevist om, at det er MIG og ikke anoreksien. (Det har som sådan ikke noget med dyrenes velfærd at gøre, jeg bryder mig bare ikke om smagen af kød.. Men bare rolig, jeg får mine proteiner fra bl.a. æg og hytteost..) Desuden får jeg fedtstof i form af pesto, og ca. 1/3 tallerken grøntsager (fx som her: gulerødder). Til aftensmaden får jeg også et glas kærnemælk, som jeg meget hellere vil have end almindelig mælk.

Min aftensnack

Som dagens sidste måltid får jeg min eneste daglige frugt. Diætisten er bange for, at jeg spiser mig for mæt i frugt og grøntsager, og dermed erstatter det med "rigtig mad", så her i begyndelsen må jeg altså kun få et stk frugt om dagen. Her er det jordbær. Dertil får jeg protein og fedtstof i form af mandler (eller andre nødder) og et par kopper kaffe, selvfølgelig! ;-)

Line

10 grunde til at vælge recovery

Nogengange bliver man bare nødt til at minde sig selv om, hvad det er man har at kæmpe for! Derfor har jeg her listet 10 positive ting, som er værd at kæmpe imod spiseforstyrrelsen for!

1) Mere energi! (Jeg sover stortset til middag hver dag, og der skal generelt ikke meget til at gøre mig træt..)

2) Bedre kocentration, og derved evnen til at klare sig igennem en uddannelse! (Ja, det er desværre rigtigt, at man bliver dum, af at have anoreksi. Uden mad og drikke, duer hjernen ikke...)

3) SUNDHED. (Ja, jeg vil gerne have muligheden for at kunne få børn engang, og nej; jeg har ikke lyst til at arve min mors knogleskørhed)

4) GLÆDE! (jeps, det er rigtigt nok - anoreksien tillader mig simpelthen ikke at føle glæde!)

5) Socialt samvær (og NÆRvær!) (Endnu en ting, anoreksien har spoleret for mig)

6) At kunne spise UDEN at tænke på kalorier og forbrænding (den siger nok lidt sig selv?..)

7) At kunne træne og dyrke sport af LYST og ikke af tvang!

8) At kunne klare sig selv (Nej, jeg synes faktisk ikke det er fedt at være 23 år, stadig bo hjemme ved mor og far, og ikke være kommet igang med en uddannelse, når mange af mine venner er ved at være færdige med deres...)

9) FRIHED (Til at gøre hvad du vil, når du vil, uden at være fanget af spiseforstyrrede tanker!)

10) Bedre søvn! (Man sover faktsik ikke ret godt på tom mave...)

..Jeg kunne egentlig finde på mange flere gode grunde, men dette var blot et lille udpluk!

Husk (og det gælder også især mig selv) at det ikke løser nogen problemer at sulte!

Frygten for at blive 'rask'

Jeg er stadig fanget i min spiseforstyrrelse, og kan altså endnu ikke kalde mig selv for rask, slet ikke. Men hvad er det, der gør, at det er så svært at kæmpe imod?
I virkeligheden tror jeg, at en stor del af det handler om frygten for at blive rask. For når man, som mig, har været fanget i en spiseforstyrrelse i flere år, bliver det hurtigt en del af min identitet. I årevis har jeg været 'hende den tynde', 'hende den spiseforstyrrede' og ikke mindst 'hende den skrøbelige'; men hvem er jeg egentlig uden min spiseforstyrrelse? Uden anoreksien som en tryg ven altid at kunne læne sig op ad, hvem er jeg så? Jeg ved det snart ikke. Anoreksien har i år været min bedste ven, og måske også eneste? I hvert fald har det været det jeg kunne falde tilbage på og ty til, hvis alt andet gik galt.

Dybest set tror jeg aldrig jeg bliver helt rask; måske vil jeg nærmere kalde det 'fri'. Bliver jeg nogensinde 'fri' af spiseforstyrrelsen? Jeg tror aldrig jeg kommer til at slippe tankerne om mad og kalorier helt; men jeg håber på, at det med tiden kommer til at fylde mindre i min hverdag. Jeg tror aldrig jeg kommer til at spise et stykke kage uden at tænke over kalorieindholdet; men jeg vil gerne nå dertil, at jeg kan trodse de tanker, og gøre det alligevel.

Desværre er andres syn på spiseforstyrrelser generelt ofte noget helt andet, end den spiseforstyrredes eget. Sådan er det nok med de fleste psykiske sygdomme. Mange har desværre den holdning, at normalvægtig = rask, og sådan er det desværre bare langt fra. Jeg er virkelig bange for at komme op på en normal vægt, fordi folk udefra formentlig vil spørge mig "Er du så rask nu?" - og nej. Jeg tror bestemt ikke på at jeg er rask, bare fordi jeg bliver normalvægtig; og det tror jeg stortset alle spiseforstyrrede er enige med mig i.
Når man er under behandling handler det først og fremmest om at komme op i vægt; først når man er kommet op i vægt, kan man begynde at arbejde med sin psyke. Derfor tror jeg, at jeg taler på mange spiseforstyrredes vegne, når jeg siger, at det er enormt svært at blive set på, som rask, bare fordi man når en normal vægt.

En spiseforstyrrelse er en psykisk sygdom, og den kommer i alle størrelser. Det handler om, hvordan man tænker. Mine tanker kredser konstant om vægt, mad, sundhed, træning, kalorier, hvornår jeg skal spise, hvorfor jeg skal spise, hvad jeg skal spise, og lignende. Som sagt tror jeg aldrig jeg bliver helt fri af de tanker, men at blive 'fri' af spiseforstyrrelsen handler om at have energi og overskud til andet. At kunne abstrahere fra tankerne, og trodse dem.

Jeg er bange for at føle mig som en 'forkert spiseforstyrret' når jeg når en normal vægt. Hvis ikke jeg er undervægtig, så vil folk jo heller ikke se på mig som en anorektiker? Folk vil synes, at jeg ser helt normal ud, og måske ikke tro på at jeg rent faktisk er syg. Men det er først dér, jeg skal til at kæmpe med det PSYKISKE.

Men at blive fri, kræver kamp. Det kræver at man virkelig VIL det. Man bliver nok nødt til at acceptere, at man ikke fra den ene dag til den anden vil kunne spise en kage uden at skænke det en tanke, normalvægtig eller ej.

Jeg er ikke rask, hverken psykisk eller fysisk, da jeg stadig er undervægtig, og min hormonbalance stadig er ude af funktion. Men jeg håber på, at jeg en dag vil kunne kalde mig for mere eller mindre fri.

Jeg kunne skrive flere sider om dette emne, så det er muligvis noget jeg vil vende tilbage til i senere indlæg..

Hvornår mener du, at man som spiseforstyrret kan kalde sig for 'rask'? :)

 Line

Velkommen til min blog!

Hej, mit navn er Line.

Jeg har længe fulgt flere forskellige blogs på internettet, og fundet inspiration herigennem; så nu synes jeg, det var på tide at jeg oprettede min egen blog.

Jeg benytter mig af det sociale medie Instagram, (læs: 'myjourneytowardshealth') hvor jeg poster billeder af min hverdag og somme tider af min mad. Herigennem finder jeg ofte inspiration samt motivation fra andre spiseforstyrrede piger.

Jeg går meget op i sundhed (måske efter nogens mening, for meget..), og forsøger lige så stille at finde min egen balance efter at være blevet ramt af en spiseforstyrrelse, som for alvor har ændret mit syn på kost og træning. Jeg elsker sund mad og bruger også instagram til at få inspiration til opskrifter, og ønsker også at være en inspiration for andre.

Bloggen vil være min måde at komme ud med tanker, frustrationer, opskrifter, og hvad der ellers rører sig i mit hovede, omkring min spiseforstyrrelse, og til dels også om dét, at være deprimeret. Begge dele er noget jeg går i behandling for, dels hos min egen læge, og dels hos en dygtig psykolog.
Jeg har flere gange været indlagt i psykiatrien hos det offentlige; men har valgt ikke at være tilkoblet deres behandling længere, men i stedet hos en privatpraktiserende læge, med den grund, at jeg ikke er tilhænger af det offentliges behandlingstilbud.

Jeg har til tider meget svært ved at åbne op omkring min sygdom overfor mennesker jeg kender; men det er ofte blevet efterspurgt, om jeg ikke kan fortælle noget mere om, hvordan jeg går og har det; så derfor denne blog. Hvis du kender mig, og tænker at jeg er lige opmærksomhedskrævende nok, så er det altså ikke intentionen med denne blog. Du kan følge den eller ej, som du føler for.

Det var lidt om mig, og et lidt kort første indlæg på bloggen. Jeg håber de følgende indlæg vil være lidt mindre rodede.

Line