Om at blive (eller ikke blive?) "Trigget"

Jeg HAR været der! Siddet ved et bord sammen med tre andre spiseforstyrrede, som også var indlagt på voksenpsykiatrisk afdeling i Aalborg, og BROKKET mig over, at jeg skulle have de STØRSTE kartofler. Jeg har GRÆDT fordi hende den anden "fik lov" til at feje alle kiksekrummerne på gulvet og jeg fik skæld ud for det.. Jeg har gjort det samme selv - FORDI jeg blev TRIGGET!

"Jamen hvorfor skulle jeg spise den fjerde halve rugbrød, når hende dér KUN skal have 3 halve?!" .. "Hvis **** kan 'slippe godt fra' at nægte mælken, så gider jeg da heller ikke drikke mit!" .. OSV!! SAMMENLIGNING ER RODEN TIL ALT ONDT!

Heldigvis er jeg i dag kommet så langt, at jeg faktisk ikke bliver trigget på samme måde mere! Det betyder dog ikke at jeg ALDRIG bliver trigget - for jeg har bevidst valgt ikke at følge "pro-Anas" på instagram, fordi jegVED det trigger mig (eller anoreksien i mig..) Men hvor jeg førhen ville nægte at spise hvis jeg så en anden der gjorde det samme, eller leve af et æble om dagen fordi jeg havde hørt om en anden der gjorde det - tænker jeg nu mere sådan at det er synd for vedkommende!

Jeg er (som sagt 100 gange før) stadig langtfra rask. Jeg er stadig meget skrøbelig ift. anoreksien, så jeg VED at jeg skal passe på hvor og med hvem jeg omgåes - for ikke at blive trigget og falde tilbage i anorektiske vaner. - Begynder folk fx at snakke om kalorier, vægttab og slankekure bør jeg forlade stedet.. MEN JEG får ikke lyst til at sulte, bare fordi jeg hører om andre, der gør det! (Med tryk på JEG - fordi anoreksien gør SELVFØLGELIG)

JEG vil meget hellere være sund og rask, og leve et normalt liv, end at ligge i en sygehusseng og blive tvangsfodret 6 gange om dagen! BASTA!

Line

Livet som deprimeret

Jeg skal være den første til at indrømme, at jeg selv har været ret fordømmende overfor folk, der var deprimerede. Jeg synes ligefrem, at fænomenet er blevet misbrugt. Hver gang nogen blev ked af det, skød de skylden på 'at de var deprimerede'. Alle mennesker er kede af det ind i mellem. Der er ingen der er glade hele tiden! Men det betyder altså ikke at man nødvendigvis lider af en depression.



Nu er jeg selv diagnosticeret med en svær depression(som jeg er i behandling for) og jeg forstår nu bagsiden af medaljen. At have en depression betyder ikke at man ALDRIG må være glad! Jeg kan heller ikke give en præcis beskrivelse af hvordan depressioner udspejler sig, da det er forskelligt fra person til person. Men der er selvfølgelig nogen gengående fællestræk som fx en overordnet følelse af trist-og nedtrykthed, selvmordstanker og måske også selvskade..

Mange spiseforstyrrede oplever at udvikle depressive træk, som en bivirkning; idet spiseforstyrrelsen suger alt livsglæde ud af dig, og får dig til at føle dig uduelig. Det er helt normalt. For mange forsvinder disse depressive tegn stille og roligt i takt med, at man tager på i vægt. Hos nogle forsvinder de helt af sig selv, mens andre må have medicinsk eller psykologisk hjælp.
For mig er de desværre ikke forsvundet af sig selv. Snarere er de blevet værre. I takt med, at jeg har taget mere og mere på i vægt, har jeg samtidig fået det psykisk værre. Jeg vil ikke lyve for nogen. Det er ikke lutter guld og grønne skove at tage på. Sommetider synes jeg godt man kan få den opfattelse, at "hvis du bare tager på, så bliver alt godt.." Eller sådan synes jeg i hvert fald selv, at jeg har oplevet samtlige læger og behandlere sige. Selvfølgelig har de til en vis grad ret. For man bliver IKKE lykkelig af at være tynd. Anoreksien bliver aldrig tilfreds, men vil altid have mere. Man kan aldrig blive tynd nok. Den er bare meget god til at manipulere. "Hvis bare du kommer ned på x antal kilo, SÅ bliver du lykkelig!" Men det sker bare aldrig.. Så jeg siger altså heller ikke at du skal lade være med at tage på i vægt og følge lægernes råd! Overhovedet ikke! Jeg mener bare, at man ikke skal regne med, at man bliver super ovenud lykkelig den dag man når sin målvægt! Det er først her man skal til at ARBEJDE med sin psyke. Det kræver HÅRDT ARBEJDE.
Først og fremmest skal man vænne sig til at leve i en krop, som man ellers ikke har haft lyst til at have; og man skal lære at få et afslappet forhold til krop og kost.
Jeg er ikke selv helt på min målvægt endnu, og jeg må indrømme, at det skræmmer mig helt vildt, at skulle tage mere på, idet jeg føler mig normalvægtig nu. Det ændrer dog ikke på, at jeg stadig er sygemeldt. Som jeg skrev i mit tidligere indlæg, kan man ikke længere SE på mig, at jeg er spiseforstyrret - men sådan set kan man jo heller ikke se på én, at han/hun er deprimeret, og man kan altså godt have en depression uden at have en spiseforstyrrelse. Så uanset om man stempler mig som "spiseforstyrret" eller "deprimeret" er det altså psykiske sygdomme, som ikke kan ses.

Jeg er bare træt af at få at vide, at jeg er ked af det FORDI jeg har en spiseforstyrrelse. For sådan er det altså ikke. Jeg har intet overskud og jeg føler sjældent den store glæde ved noget, heller ikke selvom jeg HAR taget på i vægt.
Jeg VED det ikke bliver bedre hvis jeg taber mig; for jeg havde det også elendigt psykisk på min laveste vægt - men jeg vil arbejde med det nu - og jeg får hjælp både medicinsk og ved psykoterapi.
Med dette indlæg vil jeg bare bryde tabuet depression. Jeg mener det er vigtigt at arbejde med den psykiske tilstand igennem behandlingen af alle spiseforstyrrelser, og ikke bare tro at det altid ordner sig selv i takt med, at man tager på.

Line

Er jeg så rask nu?

..Og svaret er (desværre) NEJ - langt fra.
Jeg har taget (meget) på i vægt. Jeg er ikke længere anorektisk at se på, og mit BMI er sådan set heller ikke længere under kriterierne for "anoreksi", men jeg bliver nødt til at slå noget fast, en gang for alle; for det er nemlig sådan, at mange "raske" mennesker tror at normalvægtig = rask, og der må jeg sætte foden ind, for sådan er det IKKE!

Det her er måske den aller sværeste del af "recovery". Ingen kan længere SE på dig, at du er syg. Før havde jeg ligesom en undskyldning, fordi alle kunne se på mig, at jeg var sygeligt tynd. Men det er jeg ikke længere. Men jeg har stadig problemer. Jeg tæller stadig kalorier og VED, at jeg ikke får hvad jeg burde. Jeg er stadig fedt- og kulhydratsforskrækket, og spiser meget ensidigt. Jeg har stadig mad i tankerne 24/7, jeg har stadig et ønske om at tabe mig igen, og jeg kunne blive ved med at nævne ting, som alle er karakteristiske ved en spiseforstyrrelse. For spiseforstyrrelser kommer i alle størrelser. Jeg er ikke længere anorektisk tynd, men jeg har stadig anorektiske tanker og handlemønstre. Man kan nærmest sige at jeg er "en normalvægtig anorektiker". Og det er måske lidt det samme som at være en ædru alkoholiker? Jeg ved det ikke. 

Jeg er ikke i tvivl om, at det her er noget, der vil komme til at fylde noget til en vis grad, gennem hele mit liv. Men jeg har selvfølgelig stadig et ønske om, at det skal komme til at fylde MINDRE. Lige nu ligger det stadig så dybt i mig, og anoreksien er "det trygge" og det jeg kender til.  Jeg har med andre ord rigtig svært ved at give slip på anoreksien; dybest set fordi jeg skal til at finde ud af 'uden anoreksien - hvem er jeg så?' 

På billedet ses næsten 15 kilos forskel 

Jeg er ikke rask endnu - langt fra. Måske har jeg det sværere psykisk end nogensinde; fordi jeg skal til at finde mig til rette i en krop, jeg på ingen måder har lyst til at leve i. Men jeg arbejder på det, og jeg er allerede kommet langt. Det er bare meget vigtigt for mig, at slå fast, at psykiske sygdomme altså ikke altid er SYNLIGE på samme måde som et brækket ben - men derfor skal de stadig tages alvorligt.

Line