Det sidste halve år hvor jeg har taget SÅ hurtigt på, har min motivation hele tiden været, at jeg ville få det bedre psykisk, når jeg ramte normalvægt. Desværre kan jeg sige, at jeg i dag sidder her og er normalvægtig, og faktisk vil jeg næsten vove at påstå, at jeg aldrig har haft det værre psykisk.. Jeg VED godt det tager tid, og at man ikke bliver lykkelig i det sekund man når normalvægt, men åh.. Hvornår sker det? Hvor længe skal jeg vente? For det føler jeg virkelig, at jeg gør - VENTER. Jeg venter på at få det bedre; venter på, at der skal ske et mirakel.
En eller anden dum idé i mit hovede lyder på, at jeg en eller anden dag vågner op og er glad og tilfreds med mig selv. Men jeg ved jo inderst inde også godt, at det aldrig kommer til at ske.. Man skal selv arbejde på det! JEG skal arbejde med at affinde mig med, at det er sådan her jeg skal se ud - om jeg så kan lide det eller ej. Øv. Men sådan er det. Jeg håber bare at jeg en eller anden dag kan slutte fred med mit spejlbillede - for jeg kan jo alligevel ikke ændre på det - og hallo? er livet ikke mere end bare hvordan man ser ud?
Det er det jeg arbejder på pt.. Men ÅH GUD hvor er det svært!
Jeg har sagt det 100 gange før, men I får den lige igen.. Ja, jeg er normalvægtig, men NEJ jeg er IKKE rask! Det er først nu, der virkelig skal arbejdes for alvor!
Det værste man kan sige til mig er "at jeg ser godt ud" + "Tillykke" + "Hvor er det godt klaret" + "hvor er du sej" .. Jeg føler mig ærlig talt ALT andet end sej. Jeg føler hvert et kilo jeg har taget på er et kæmpe nederlag og en tabt kamp.. Desværre..
Hvad har I andre gjort for at "holde ud"? Er det bare blevet bedre med tiden? Please fortæl mig at det bliver bedre!
Line
Desværre er et BMI på 18,5 kun den nedre grænse og faretruende tæt på undervægt. Megen forskning inden for spiseforstyrrelser tyder på at risikoen for tilbagefald falder markant ved et BMI på 20,1 og ikke 18,5. Man kan spekulere meget over hvorfor, men jeg forestiller mig at når man først har været dødeligt undervægtig (som du har været) er krop og sind ekstra sårbar. Desuden vil det at trodse en farlig grænse - at komme UD OVER mindstevægt - i sig selv også have en psykisk stor gevinst, i og med man bliver sat i situationen med at holde det ud og arbejde med at være længere væk fra aller nederste normalvægtsgrænse. Jeg er ked af de hårde ord, jeg siger det kun i kærlighed!
SvarSletOg har man aldrig haft en normalvægt på BMI 18,5 før sygdom er det næppe der man skal ligge efter sygdom, så du er højst sandsynligt ikke fysiologisk normalvægtig. Jeg kender din situation alt for godt, og jeg kan relatere 110%.
SvarSlet